Billige boliger til byens udsatte er hverken urealistisk eller uretfærdigt

Af Jesper Christensen (S)
Socialborgmester i Københavns Kommune

Ejendomsforeningen Danmark opfordrer mig til at droppe drømmen om billige boliger til byens udsatte. Og i et indlæg den 6. marts har foreningens formand John R. Frederiksen en masse svar om boligmarkedet. Gode svar - men desværre på de helt forkerte spørgsmål.

Det, jeg som socialborgmester efterlyser svar på, og som jeg blev interviewet om i Altinget, var, hvordan vi sikrer, at hjemløse, sindslidende, voldsramte kvinder og andre udsatte kan komme ud af herberger og krisecentre, ind i fællesskabet og videre i livet.

For få boliger til anvisning
Det kræver, at kommunen har mulighed for at anvise billige boliger til de mest udsatte borgere. Problemet er, at antallet af de billigste boliger, som kommunen kan anvise til, er halveret siden 2009. Her er det særligt den indskudte sætning, John R. Frederiksen skal lægge mærke til – ”som kommunen kan anvise til”.

Når Frederiksen fremhæver, at en stor del af lejeboligerne i København er blevet til andelsboliger, og at prisen på de resterende lejelejligheder er konstant, er det i denne sammenhæng irrelevant. De boliger, der er relevante for de mest udsatte, og som er forsvundet de seneste år, er de billigste boliger på det almene boligmarked – altså dem, der er ejet og administreret af almennyttige boligselskaber som KAB, Lejerbo, 3B osv.

Her er antallet af boliger nogenlunde konstant, men prisen pr. m2 er steget markant. Det tvinger den hjemløse til at bo betydeligt længere på herberg med alt, hvad det indebærer af misbrug, vold og kriminalitet. Og det skærer et værelse eller to fra den lejlighed, som den enlige mor til to trods alt har råd til at betale.

Boligen er afgørende for social mobilitet
Man kan mene, at det er kvindens og den hjemløses eget problem. Men hvis man som jeg mener, at boligen er en afgørende forudsætning for social mobilitet, og hvis man som jeg mener, at København skal være en by for alle, så er spørgsmålet, hvordan vi skaffer flere billige boliger til de socialt udsatte?

Og her må man nok sige, at kerne-uenigheden mellem mig og John Frederiksen ligger. For ja, jeg mener, at svaret først og fremmest er en ændring af planloven, så kommunerne får lov til at øremærke flere grunde til alment byggeri. Frederiksen kalder det tvang. Det kan vi godt kalde det. Jeg synes nu, det er mere relevant at kalde det politik – eller måske endda ansvar for de svageste.

Jeg kan godt forstå, at Frederiksen er i mod forslaget. For hvis noget af en grund bliver øremærket til alment byggeri, vil prisen for grunden falde, og et hans medlemmer vil tjene færre penge. Det vil jeg også gerne undgå. For eksempel ved gå efter grunde, som endnu ikke er udstykket til beboelse, og hvor prisen derfor i forvejen er lav. Eller ved at kommunen kompenserer grundejeren for værditabet. Men uanset hvordan man vender og drejer det, er det ikke muligt indenfor den nuværende planlov.

Frederiksen fremhæver moms og afgifter som hovedskurke og Københavns høje byggesagsgebyrer, grundskyld og dækningsafgifter som medskyldige. Tjo, det har jo nok en betydning for byggeprisen, men for det første har kommunen ingen indflydelse på momsen. For det andet er forskellen på udgifterne i København og de øvrige kommuner trods alt marginal i forhold til den samlede byggepris.

John R. Frederiksen opfordrer mig til at vågne fra min drøm om billige boliger. Lad mig bare sige: Jeg er vågen, og billige boliger til byens udsatte er ikke en drøm men et fuldstændigt retfærdigt politisk ønske. Om det også er realistisk, må regeringen afgøre. Det er dem, der bør tage initiativ til at ændre planloven, så vi får mulighed for at udstykke flere grunde til alment byggeri.

debat@altinget.dk