Andelsboliger til markedspris

DEBAT: Det skal være slut med urealistiske høje eller lave priser på andelsboliger. Andelsboliger bør kunne sælges til markedsprisen, skriver Venstres boligordfører.

Af Louise Schack Elholm, Venstres boligordfører

Hvad koster en andelsbolig? Det er et spørgsmål, som det er meget svært at give et svar på. Men sådan behøves det ikke at være, hvis man gør det muligt at sælge andelsboligerne til markedsprisen.

Prisen på en andelsbolig kan blive sat efter flere forskellige principper. Tidligere var andelsboligens officielle pris sat efter omkostningsprincippet eller anskaffelsesprincippet, som kort sagt var købesummen og enkelte andre tillæg. Denne vurderingsmetode satte ofte prisen på andelsboligerne langt under markedsprisen. I virkeligheden røg der derfor i mange tilfælde penge under bordet og der opstod hemmelige ventelister.

På den baggrund blev der givet mulighed for, at man kunne fastsætte boligen til den pris, som SKAT vurderer den har. Det betød, at de officielle priser steg. Så kom den økonomiske krise, og boligpriserne faldt generelt. Det havde den effekt, at andelsboligernes officielle pris hurtigt kom til at ligge over den pris, som man egentlig kunne få for boligen. Så heller ikke nu er andelsboligens officielle pris et udtryk for den pris, som man kan få for boligen.

I den seneste tid har vi så ventet på de nye offentlige vurderinger af andelsboligerne. Det store spørgsmål var om andelsboligernes pris ville falde, og om andelsbolighaverne ville været tvunget til at inkassere et stort tab. Heldigvis fastholdt SKAT deres vurderinger af andelsboligpriserne, og andelsbolighaverne var i første omgang reddet. Men på sigt er de offentlige vurderinger næppe en holdbar og fornuftig løsning. De urealistiske høje priser er stadig et problem.

På den måde er andelsboligmarkedet blevet til et kludetæppe af forskellige politiske løsninger. Mange er derfor forståeligt nok i vildrede om priserne. Det er hverken nødvendigt eller gavnligt, at andelsboligmarkedet lider under disse skævvridende vilkår.

Den oplagte løsning er at lade andelsboligpriserne følge markedsprisen. Problemet med priserne på andelsboliger skyldes nemlig, at prisen ikke stemmer overens med markedsprisen, men i stedet fastsættes af politiske kompromisser. Markedsprisen er præcis den pris, som køber og sælger kan blive enige om. Hvis prisen er en anden end markedsprisen, så har vi set at købere og sælgere finder alle mulige måder at nå markedsprisen på. Markedet for andelsboliger er blevet uigennemskueligt. Hvis andelsboligselskaberne kunne vælge at sælge deres boliger til markedspris ville den officielle pris afspejle det, som sælgeren kan sælge deres andelsbolig for. Det vil give en langt større gennemskuelighed. Samtidig ville vi kunne undgå problemer med penge under bordet og overvurderede urealistiske officielle priser.

Forrige artikel Mere tryghed og frihed til lejere i privat udlejning Næste artikel Hvorfor er der skat på bolighandel og boliglån?