Indsatsen i de udsatte boligområder skal prioriteres højere
DEBAT: Der skal snart forhandles om rammerne for Landsbyggefondens muligheder for at støtte renovering og boligsocialt arbejde i den almene boligsektor. Fonden skal kunne støtte med flere midler, og staten skal samtidig bidrage økonomisk, skriver Jesper Nygård fra KAB.
Af Jesper Nygård
Adm. direktør i KAB
Fra tid til anden dukker diskussionen om byggeri og renovering i den almene sektor op. Jeg møder mange, der ikke kan forstå, at vi ikke bare finansierer det med billige flekslån og får glæde af rentefradragsretten.
Men sådan fungerer det ikke i det almene byggeri.
Flekslån og rentefradragsret
Når en almen bolig opføres, yder kommunen et subsidie via et såkaldt grundkapitallån, der p.t. er 7 procent af anskaffelsessummen. Den enkelte beboer betaler 2 procent i beboerindskud, og der optages et realkreditlån på 91 procent af anskaffelsessummen. Beboerne betaler 2,8 procent af anskaffelsessummen årligt i beboerbetaling. Denne betaling reguleres løbende med pris- eller lønudviklingen. Dækker beboerbetalingen ikke de faktiske udgifter til realkreditlånet, yder staten såkaldt ydelsesstøtte.
Når realkreditlånet er betalt, fortsætter beboerne med at betale, som om der fortsat var et realkreditlån. Og efter 45 år ender disse årlige indbetalinger bl.a. i Landsbyggefonden.
Dette er normalt svært at forklare for personer, der f.eks. bor i ejerboliger. I modsætning til ejerboligerne kan de almene boliger således ikke bare frit finansiere med flekslån og få rentefradragsret - og de bliver ved med at betale, selvom lånet er betalt tilbage.
Kø på 8 mia. kr.
Beboerne i det almene byggeri får subsidier af staten og beliggenhedskommunen til at holde huslejen nede. Til gengæld opnår kommunen mulighed for at boligplacere vanskeligt stillede familier i boligerne. Desuden er langt hovedparten af det almene nybyggeri ældre- og plejeboliger.
Anvendelsen af beboernes opsparing i Landsbyggefonden besluttes af Folketinget, og midlerne er gået til renoveringer (almene boliger kan ikke modtage støtte efter byfornyelsesloven) og sociale foranstaltninger i udsatte boligområder.
I 2006 indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre et boligforlig, der betød, at Landsbyggefonden kan støtte den boligsociale indsats med 1,2 mia. kr., huslejenedsættelser med 1 mia. kr. samt renoveringer indenfor en ramme på 2,4 mia. kr. om året frem til og med 2012.
Tallene kan synes store, men der er også 550.000 almene boliger, og faktum er, at renoveringsrammen er disponeret frem til 2012. Og der er allerede nu en kø på 8 mia. kr.
Giv byggeriet et løft
Der skal snart indgås en ny boligaftale, og det er helt afgørende, at der vedtages en forøgelse af renoveringsrammen og gerne allerede fra 2011, så der kan rettes op på nødlidende almene boligområder. Sammen med nye rammer for den boligsociale indsats vil renoveringsindsatsen være helt afgørende for, at udviklingen kan vendes i de udsatte boligområder.
Med en historisk lavkonjunktur er det herudover sund fornuft at give et løft til byggeriet, og aktivitetsforøgelsen vil ikke koste staten en krone. Tværtimod vil den øgede aktivitet give afledte indtægter.
Det hører også med til billedet, at omkring en tredjedel af renoveringerne støttet af Landsbyggefonden fører til energibesparelser, og renoveringerne understøtter således regeringens målsætninger om energirenoveringer i bygningsmassen.
Urimelig fordeling
Fordelingen af byrderne i den hidtidige indsats har ikke været fair og rimelig. Staten har reelt ikke bidraget økonomisk til hverken den boligsociale indsats eller til renoveringen, men tværtimod trukket store milliardbeløb ud af Landsbyggefonden til dækning af statens udgifter til nybyggeriet.
Jeg kunne derfor ønske mig en mere rimelig "arbejdsdeling" i et kommende boligforlig, hvor staten ikke alene ophører med at trække penge ud af Landsbyggefonden, men også bidrager økonomisk til, at vi får vendt udviklingen i de udsatte boligområder - og at der samtidig bliver plads til en forebyggende indsats i de boligområder, der kan ende med at blive udsatte, hvis ikke vi handler nu.
Det vil være afgørende for at få indsatsen op i et højere gear, så de negative spiraler for alvor kan blive vendt i boligområderne.
Det er endvidere mit håb, at det med den kommende boligaftale sikres, at de nuværende puljer for boligsociale midler afløses af løbende bevillinger. Det vil give bedre muligheder at koordinere de boligsociale indsatser med kommunerne, beboerne og beboerdemokratiet. Og det vil således også være helt i tråd med den nye styringsreform.
