Når man rækker en vis herre lillefingeren
DEBAT: Ti danske kommuner og Realdania er gået sammen om et opgør med dansk planlægnings store ikon, Fingerplanen. Kulturarven er i fare for at tabe til kortsigtede gevinster, skriver arkitekt Henning Thomsen.
Af Henning Thomsen
Arkitekt ved GEHL Architects
Man siger gerne, at når man rækker fanden en lillefinger, så tager han hele hånden.
Talemåden trænger sig på, når man ser på et nyt projekt, der forleden blev præsenteret for den danske offentlighed. Ti storkøbenhavnske kommuner og Staten, i form af Transportministeriet og By- og Landskabsstyrelsen, er finansieret af private midler fra Realdania gået sammen om det endelige opgør med en af den danske planlægnings helt store ikoner: Fingerplanen.
Med i kulturkanon
Vidt berømmet i udlandet som udtryk for dansk planlægning, når den er bedst, og i 2006 optaget i Kulturministeriets kulturkanon med følgende ord:
Efterkrigstidens byudvikling og voksende samfærdsel på cykel og i bil fik med (...) Fingerplanen en arkitektonisk struktur af stor og langvarig betydning. En robust planlægning med en indiskutabel pædagogik, der har givet byen (København) en opfattelig form og fortsat præger hele hovedstadsregionens udvikling.
I Kulturministeriets kulturkanon optræder Fingerplanen sammen med andre danske kulturkanoner som Sydney Opera Hus, Aarhus Universitet og Frederiksstaden. På kulturkanonens hjemmeside kan man høre professor i byplanlægning, Peder Boas Jensen, fortælle, at
"...det, der gør Fingerplanen så god det er, at den er så selvfølgelig ... Det er ligesom når man hører Beethoven eller Mozart og tænker, at det kan jo ikke være anderledes...".
Lovprisninger fra eksminister
Også andetsteds i Statens eget regi kan man få bekræftet sin fornemmelse af, at vi med Fingerplanen har med noget helt særligt at gøre. Så sent som i 2007 skriver daværende miljøminister Connie Hedegaard i Skov- og Naturstyrelsens 'Fingerplan 2007', at
"... Fingerplanen og fingerbystrukturen har under skiftende samarbejdsformer dannet basis for snart 60 års planlægning af den samlede hovedstad. Den har sikret de grønne kiler og givet en god udnyttelse af investeringerne i den trafikale infrastruktur. Den har skabt mange af de kvaliteter, vi kan glæde os over i hovedstaden. Det er ikke uden grund, at Fingerplanen er internationalt berømmet og nu er gjort til en del af den danske kulturkanon. Hovedstadens struktur er et stykke levende kulturarv, som vi skylder fremtidige generationer at tage vare på."
Der er vitterligt langt imellem planlægningstiltag, der besynges i sådanne vendinger. Men nu skal det altså være slut.
Fingrene er syge
Byplanlægningsprofessoren Boas Jensen er i videoklippet på kulturkanonens hjemmeside inde på, at fingrene allerede i 1960'erne begynder at blive "syge og bulne ud". Han fremhæver, at planen ikke havde forudset hverken eksplosionen i privatbilisme, det stærkt øgede arealbehov vi har oplevet de seneste årtier (og som landsplanlægningen i årtier forøvrigt har givet grønt lys for og ikke ønsket at forholde sig restriktivt til) samt den voldsomme byvækst, der indtraf i byerne i Europa generelt op igennem 1960'erne og fremefter.
Svaret på disse udfordringer virker i det nye projekt til at være at sikre at denne vækst kan fortsætte. Væksten skal samles i en "byvision, der rummer arealer, og som har et økonomisk omfang som Ørestaden," som det hedder i den fælles presse-meddelelse om projektet.
Hvad skal der så ske I projektet? Jo målet er, som man skriver i pressemeddelelsen, at "skabe et attraktivt, bæredygtigt by-bælte fra Lundtofte i nord via Lyngby, Gladsaxe, Herlev og Glostrup til Ishøj, Brøndby og Avedøre Holme i syd. En ringby, der har en kommende letbane som trafikal rygrad".
Karin Søjberg Holst, der er borgmester i Gladsaxe og formand for ringbysamarbejdet fokuserer på at projektet skal være med til at sikre hele hovedstadsområdet tiltrækningskraft i den internationale konkurrence. Måske hun egentlig mener, at det ikke i tilstrækkelig grad har dryppet på degnen, efter at det har regnet på Hovedstaden i de seneste års opgangstider.
Sund skepsis
I rådgivningsteamet, som de ti kommuner og Realdania har nedsat, sidder der blot en enkelt byplankonsulent, lektor Tom Nielsen fra Arkitektskolen i Aarhus. Han skal ene mand slås for byplanlægningens synspunkter når Danmarks største energiselskab, DONG Energy, en af verdens førende ingeniørvirksomheder, Arup, et dansk reklamebuerau, ReD Associates, samt Danmarks vel nok mest berømte bygningsarkitekter, BIG Architects, skal udvikle denne "byvision, der rummer arealer, og som har et økonomisk omfang som Ørestaden," som det altså hedder i projektet.
Denne blogger vil spændt afvente sin dom indtil sensommeren 2010, hvor projektet efter planen skal være afsluttet og præsenteres for offentligheden igennem både publikationer og udstilling. Først der vil det blive tydeligt, om hele hånden ender med at blive taget, nu da lillefingeren tilsyneladende er rakt frem.
Men opmærksom skeptisk bør man altid være, når deltagerne i og talsmændene for at gøre op med et stykke dansk kulturarv i international kaliber er de selv samme, som står til på den korte bane i hvert fald både at tjene penge og prestige på opgøret med det, tidligere miljøminister Connie Hedegaard altså kaldte "et stykke levende kulturarv, som vi skylder fremtidige generationer at tage vare på".
