Er der tid nok til boligsociale indsatser?
DEBAT: Boligsociale indsatser er tidsafgrænset, men koncentrationen af mennesker med sociale problemer skaber varige problemer, som kræver længerevarige indsatser.
Af Birgitte Mazanti
Center for Boligsocial Udvikling
Hvorfor er boligsociale indsatser tidsafgrænsede, når problemerne i mange af Danmarks udsatte boligområder tilsyneladende er permanente? Spørgsmålet er sat på spidsen, men der står det godt.
For hvordan kan det være, at Vollsmose, Gellerupparken og mange af de andre udskældte boligområder har døjet med kriminalitet, arbejdsløshed og andre sociale problemer i årtier, alt imens de boligsociale indsatser, der skal løse problemerne, kun varer i fire-seks år ad gangen?
Det svarer vi på i en ny undersøgelse fra Center for boligsocial udvikling, der for første gang analyserer fordele og ulemper ved tidsafgrænsningen af boligsociale indsatser.
4-6 år er ofte for lidt
I Danmarks udsatte boligområder er der en koncentration af mennesker med sociale problemer. Arbejdsløshed, misbrug, kriminalitet, uregerlige unge med fraværende forældre og manglende fremtidsudsigter præger hverdagen, og har gjort det i mange år.
Som modsvar har vi i Danmark brugt cirka 3,5 milliarder kroner på sociale indsatser siden midten af 90'erne; indsatser, der skal hjælpe beboere i beskæftigelse, øge uddannelsesniveauet, hindre ungdomskriminalitet osv.
Projekterne udføres af engagerede projektmedarbejdere, der gør en stor indsats for at skabe et bedre liv for de udsatte boligområders beboere. Og besøger man de enkelte projekter, er det da også tydeligt, at de gør stor gavn for de involverede. Kriminaliteten falder visse steder, nogle får et arbejde, og trivslen i boligområdet stiger - for blot at nævne nogle af effekterne.
Men efter fire-seks år lukkes der for det varme vand, og projektet stopper. For det meste opstartes lignende projekter kort tid efter i erkendelse af, at de sociale problemer langtfra er løst med den foregående indsats, og hele den omstændelige projektopstart skal ofte foretages på ny.
Sidstnævnte er særlig problematisk, fordi hver gang et projekt lukker, mistes værdifuldt lokalkendskab og aftaler, der har taget lang tid af forhandle, ophører med at eksistere.
Fordelene
Tidsafgrænsningen på fire-seks år har en række fordele: Administrativt er det langt nemmere at detailstyre puljefinansierede, kortsigtede projekter end ved langsigtede bloktilskud.
Samtidig kan politikere målrette puljerne og ændre kurs alt efter, hvilke politiske mærkesager, der er på dagsordenen.
Tidsafgrænsningen af de boligsociale projekter giver desuden gode muligheder for at prøve nye indsatsformer, når de gamle har vist sig ineffektive og bidrager derfor til at skabe dynamik og forandring.
Ulemperne
Tager vi fat på ulemperne, er det navnlig tidspresset, som er kendetegnede for de sociale projekter: Op imod et halvt år bruges på at skrive projektansøgningen og få godkendelser hos Landsbyggefonden, kommunen og boligselskabet.
Derefter ansættes en projektleder, som skal identificere målgruppen, opbygge fortrolighed og træffe aftaler med beboerdemokrati, lokale institutioner mv., hvilket kan tage op imod et år - i nogle tilfælde længere.
Der kan således gå halvandet år, før et socialt projekt begynder at fungere optimalt. Derefter er der blot ca. tre-fire år, førend projektet skal være evalueret, forankret i andet regi eller lukket ned.
Prøv noget nyt
Vi må nok erkende, at den nuværende projektform har haft svært ved at ændre på de grundlæggende, strukturelle problemer i de udsatte boligområder. Én af årsagerne til det, tror jeg, er, at de boligsociale indsatser blot har fire-seks år til at vise resultater.
Jeg mener, det er rimeligt at diskutere, om ikke visse typer af sociale projekter bør have længere livsforløb end fire-seks år til at udfolde sig. Man kunne f.eks. lade problemernes omfang bestemme, om indsatserne skal lukkes ned, og gøre udvalgte sociale indsatser permanente dér, hvor problemerne synes at have en blivende karakter.
Klummen er skrevet på baggrund af rapporten 'Tid nok til varige forandringer', som er foretaget af Center for boligsocial udvikling.
