Vi ser frem til ghetto-udspillet

DEBAT: Vi er klar, men er regeringen klar til også at forpligte sig økonomisk, spørger Torben Overgaard direktør i Brabrand Boligforening, som blandt andet administrerer boligerne i Gellerupparken i Århus.

Af Torben Overgaard
Direktør i Brabrand Boligforening

I Brabrand Boligforening venter vi spændt på regeringens ghetto-udspil, som offentliggøres i denne uge.

I forrige uge løftede statsministeren sløret for dele af planerne, og her i Århus, hvor vi arbejder med den store helhedsplan for Gellerup-området, finder vi det positivt, at statsministeren i åbningstalen lægger så stor vægt på at få løst de problemer, der plager udsatte områder som Gellerupparken og Toveshøj.

S og SF har i dag tirsdag også præsenteret en stor ghettoplan indeholdende mange gode initiativer. Styrket indsats fra lokalpolitiet, hurtigere sagsbehandlingstid i retssystemet, bedre sanktionsmuligheder overfor kriminelle. Alt i alt indsatser, som falder meget godt i tråd med de ønsker, vi som boligforening peger på som vigtige instrumenter.

Lykkes kun hvis staten bidrager
Der ligger en stor udfordring for boligforening og kommune i arbejdet med vores helhedsplan, der omfatter fysisk planlægning og omforandring af så omfattende dimensioner som helhedsplanen for Gellerup-området.

En udfordring, som alene har de bedste forudsætninger for at lykkes, hvis staten forpligter sig i en grad tilsvarende Århus Kommune og Brabrand Boligforening. Vi kan ikke alene løse de grundlæggende problemer, der gennem årene har gjort Gellerup til et ghetto-område: beboere uden uddannelse og arbejde, unge uden fremtid, uro og utryghed samt et boligområde, som fysisk er blevet isoleret fra det omgivende samfund.

I Århus beder vi om, at regeringen er villig til at bidrage væsentligt til finansieringen af en fremtidig indsats i de udsatte boligområder. Det ser ud til, at man nu imødekommer os med hensyn til salg af jord, hvor pengene fra salg fremover vil kunne anvendes til forbedring/renovering af almene boliger.

I Brabrand Boligforening er vi af den opfattelse, at man ikke løser sociale problemer ved at rive blokke ned. Men til gengæld har vi heller ikke berøringsangst overfor fysiske forandringer, hvis de tilgodeser et overordnet formål. Så vi imødekommer statsministerens forslag om nedrivning de steder, hvor det kan være nødvendigt.

Lejerne skal ikke betale hele regningen
Men vi går samtidig ud fra, at staten også bidrager med finansiering af denne indsats og ikke blot budgetterer med midler fra Landsbyggefonden, som jo er lejernes indbetalte penge. Der skal være tale om nye penge.

Skal vi løfte de udsatte boligområder, skal regeringen også forstå, at det ikke kun er lejernes ansvar, men en opgave for samfundet. Alternativt påfører vi jo en slags ekstra-skat for de mennesker, der i forvejen har for lidt. Regeringen bør forstå, at det er på tide, at den også tager et økonomisk ansvar for den boligsociale indsats.

Store opgaver kræver fleksibilitet. Det håber vi, at også Regeringens ghetto-strategi kommer til at indeholde især i forhold til lovgivningen. I Århus har vi behov for større kommunal handlefrihed på flere områder. Det kunne for eksempel være via et frikommune-forsøg, der løsner rammerne for brug af finansieringskilder og giver kommune og boligforening handlemuligheder udover kommunalfuldmagten og sideaktivitetsbekendtgørelsen.

Giv politiet, hvad det behøver
Statsministeren siger i åbningstalen, at politiet skal være aktivt til stede i ghettoerne, og at politiet nu går i gang med at udarbejde en ny ambitiøs national plan for deres indsats i ghettoområderne.

En plan, som sikrer en målrettet, effektiv og lokal indsats. Vi har i Gellerup-området et fortrinligt samarbejde med vores yderst dygtige nærpoliti. Men vi ser også, at politiet slås med knappe ressourcer og hober af afspadseringstimer, fordi de hentes ind til andre nationale opgaver.

Vi har derfor en indtrængende bøn til statsministeren: Giv politiet de ressourcer, der skal til, for at de kan sikre ro og tryghed i de udsatte boligområder.

Vi håber regeringen har lyttet til vores ønsker i Brabrand Boligforening, og jeg ser frem til, at regeringens ghetto-udspil kommer i løbet af denne uge. Forhåbentlig vil den hjælpe os med at få skabt nogle sammenhængende bysamfund.

Forrige artikel Behov for bedre varedeklaration af andelsboliger Næste artikel Er der tid nok til boligsociale indsatser?