Yahya Hassan: Vi kan ikke løse flygtningeproblem med en valgplakat

TALESTRØM: Yahya Hassan talte uafbrudt i næsten en time på pressemødet, hvor han blev præsenteret som ny kandidat for Nationalpartiet. Ifølge den 19-årige digter må man se et angreb på Danmark som en konsekvens af vores udenrigspolitik.

”Hvis vi taler politik, så taler vi politik, og så har jeg så sandeligt noget at skulle have sagt.”

Sådan startede Yahya Hassan sin tale ved pressemødet, hvor han blev præsenteret som ny folketingskandidat for det nye parti Nationalpartiet. Og den unge digter havde virkelig noget at sige.

Knap en time tog det, før Yahya Hassan var igennem sine papirer. Den 19-årige digter brugte store dele af sit indlæg på at tale om flygtningespørgsmålet og integration. På sædvanlig Yahya Hassan'sk vis messede han sine budskaber, som nærmest var skrevet på vers, og han brugte Færøerne og Sverige som eksempler på steder med en positiv tilgang til mennesker, som er flygtet og kommer til landet.

”Hvis vi handler når og der, frem for at handle nu og her, så får vi franske tilstande, så får vi spanske tilstande, så får vi engelske tilstande. Vi kan ikke løse flygtningeproblemet med en valgplakat, sådan som nogle partier tror. Vi kan ikke løse en humanitær krise ved at skære i kontanthjælpen,” sagde Yahya Hassan på pressemødet.

Ifølge Yayha Hassan føler mange flygtninge og indvandrere sig fremmedgjorte både religiøst og etnisk i Danmark, og han sagde også, at et angreb på Danmark, som det, der fandt sted i København i februar, sker som en konsekvens af den danske udenrigspolitik.

”Det er bedrøveligt, når Danmark bliver angrebet, men det må være en konsekvens, som relaterer sig til vores egne handlinger ude i den vide verden. Hvad vi foretager os udenrigspolitisk, falder altså tilbage indenrigspolitisk,” sagde Yahya Hassan og tilføjede:

”Det svarer lidt til at forrette sin nødtørft, mens man står på hænder; man rammer altså sig selv i hovedet.”

Skal Nationalpartiet kunne stille op til det kommende folketingsvalg, er der travlt. For at et nyt parti kan stille op til et folketingsvalg, kræver det omkring 20.000 vælgererklæringer. Nationalpartiet startede med at indsamle vælgererklæringer i oktober sidste år og har indtil nu indsamlet omkring 15.000 vælgererklæringer, hvoraf de 8.500 er blevet godkendt. Og formand Kashif Ahmad opfordrede da også alle danskere, som vil støtte partiets opstilling, til at sende vælgererklæringer ind med det samme. 

”Det haster. Det haster med at få de sidste vælgererklæringer i hus”, understregede Kashif Ahmad på tirsdagens pressemøde.

Der skal senest afholdes folketingsvalg 14. september i år.  

Forrige artikel Valgforsker: Nationalpartiet får det svært trods Yahya-effekten Valgforsker: Nationalpartiet får det svært trods Yahya-effekten Næste artikel V-profiler splittede om fixerum og kriminel lavalder V-profiler splittede om fixerum og kriminel lavalder