VU: Politik bliver for de få, når vi afviser politiske talenter, der ikke består charmetroldstesten
Dansk politik er inde i en udvikling, hvor der bliver større fokus på personbårne projekter, tabloide historier og politikere, der ligner os andre. I sidste ende står vi tilbage med en flok samlebåndspolitikere, hvis personlighedstests var blevet taget for plagiat i gymnasiet, skriver Sofie Mosgaard.
Af Sofie Mosgaard
Kultur-, ideologi- og ligestillingsordfører, Venstres Ungdom
Når medierne taler om politiske karakterer frem for ideer, og vælgerne lapper det i sig i stedet for at kræve et realpolitisk fokus, som demokratiet er sat i verden for, så omfavner og fremmer vi en offentlig debat, der minder mere om reality-TV end om småkedelig parlamentarisme.
Det er en manglende interesse for håndværket i kulissen, som ellers burde udgøre fundamentet i politik, og den udvikling løber parallelt med et performancefokus fra partierne, ikke fordi det giver mening, men fordi det er blevet præmissen for politik.
Formålene, de store tanker og de brede forlig, der ligger bag den retoriske OL-disciplin, skubbes i baggrunden, fordi kameralinserne på sløveste vis peger på vores politikeres madvaner og tøjvalg, hvilke saloner de kommer i, og om de er til fransk vin eller fadbamser.
Det gøder de personbårne projekter, der gror frem, som skimmelsvamp på demokratiets badeværelse, fordi mennesket foran tanken står højere på prioriteringslisten end tanken bag politikeren.
Naturvin eller Tuborg Classic
Foruden, at det skaber en offentlig debat, hvor vælgerne hellere vil repræsenteres som ”type” end som ”tænker”, så avler det også et barskt politisk miljø, som politiker efter politiker slår sig på.
Ikke fordi de ikke kan klare det faglige pres i de kerneopgaver, der faktisk udgør deres arbejde, men fordi den side af politikerne, som engang var forbeholdt sladderbladene, på en årrække er gået fra at være tabloidt stof til i dag at være endnu en velanerkendt disciplin, som vores folkevalgte også skal excellere i.
Med den ene hånd vil vælgerne have mennesker i Folketinget, nogle der er ligesom alle os andre, stille og rolige jyder, der ser fodbold og drikker enten naturvin eller Tuborg Classic på terrassen, men i praksis betyder det, at de med stemmesedlen i hånden meget systematisk rundbarberer alt andet end samlebåndspolitikeren.
I partierne har der altid været en grovsortering af talenter. De folketingskandidater, der kommer fra byrådssalene eller som har været ungdomspolitiske kometer, bliver udvalgt og sorteret, så det politiske talent kommer frem.
Vi afviser politisk talent i døren
Et liv i politik er ikke for de mange, men hvis pressen og vælgerne insisterer på at indgå i en politisk debat, hvor karakteren, typen og den flinke fyr, der er ansigtet på plakaten, får tillagt en uproportionel vægt, så bliver politik for de få.
Det er enten et resultat af, eller en grobund for, dovne vælgere, som i højere grad spørger sig selv, om de ville drikke formiddagskaffe med deres politikere, fordi de ”ligner, lugter og lyder som mig selv”, frem for, hvilken retning vores velfærdssamfund skal formes efter.
Når de mennesker, der stiller sig til rådighed som folkevalgte, skal igennem endnu et nåleøje på vejen mod magten, nemlig den gængse vælgers ”charmetroldstest,” så prioriterer vi ikke bare forkert, men vi afviser også politisk tæft og talent i døren, som alt andet lige burde komme i første række.
Plagierede personlighedstest
De folkevalgte stiller deres person på højkant i langt højere grad, end hvad der nogensinde før er blevet forventet af en politiker. Substansen plejede at udgøre boksepuden, men blandt andet Jakob Ellemann-Jensens (V) farvel til politik er et stjerneeksempel på, at manden bag ideen bliver skilt ad, gransket og analyseret for lys lue, inden det politiske projekt overhovedet nåede spalterne.
Politik er hårdt, og det skal det også være, men det skal ikke være kynisk, usagligt og polemisk med et personligt fokus, der både sætter vores politikere under et unødvendigt pres og skygger for den langsigtede og tørre linje i politik, som vi næsten nægter at snuse til i den daglige demokratiske deltagelse.
Hvis den udvikling får lov til at fortsætte, så står vi overfor en fremtid med politikere, der er så ens og så strømlinede, at deres personlighedstest var blevet taget for plagiat, hvis de gik i gymnasiet.
Ikke fordi alle vælgere vil have det samme, men fordi de politiske bannerførere i alle ideologiske retninger skal være politiske mennesker, inden de skal være politiske tænkere, og så går man naturligvis efter manden i stedet for bolden, når bølgerne går højt.
Vi kan ikke stoppe Israels statsterror uden massivt internationalt pres på landet
Monica Lylloff: Hvorfor skal kommunerne spare på de allermest sårbare, når regeringen siger, at økonomien er bomstærk?
