Voldtægtsdom er en bombe under regeringen

Der er ikke en eneste kriminel mere, der får lov til at blive i landet som følge af lovændringen.

Det var beskeden fra justitsminister Morten Bødskov (S) og hans folk, da Thorning-regeringen sidste år droppede den stramning af udvisningsreglerne, som VK-regeringen havde indført året før. Men Vestre Landsrets tolkning af gældende lovgivning sætter et fedt spørgsmålstegn ved justitsministerens forsikring.

Det er dommen over en nu 18-årig somalier, der har fået debatten om udvisning af kriminelle til at blusse op igen. Den 18-årige er idømt seks års fængsel for voldtægt af en ti-årig pige samt voldtægtsforsøg mod en ni-årig. Han havde en måned tidligere seksuelt forulempet en 17-årig pige.

Byretten idømte ham seks års fængsel og udvisning. Vestre Landsret stadfæstede fængselsstraffen - men gjorde udvisningen betinget.

Ifølge forsvareren Jeppe Jepsen fik somalieren lov til at blive i Danmark, fordi "han er så velintegreret" og "gjorde et positivt indtryk på dommerne".

Grænsen skulle testes
Det var netop den slags, et kæmpemæssigt flertal i Folketinget (V, K, LA, DF, S og SF) ville undgå, da man i juni 2011 skærpede udvisningsbestemmelserne.

Skærpelsen skyldtes frustration over, at de danske domstole afviste at udvise kriminelle, hvis der var den mindste risiko for, at Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg ville nå til en anden konklusion. Det var der meget ofte risiko for – alene af den grund at domstolen i Strasbourg har en svingende retspraksis.

Derfor krævede den nye lov, at der skulle ske udvisning, med mindre det med sikkerhed ville være i strid med "Danmarks internationale forpligtelser". Dermed var der lagt op til en betydelig skærpelse af praksis.

Nu var det ikke længere nok, at der kunne være risiko for, at dommen blev underkendt af Strasbourg. Som daværende integrationsminister Søren Pind (V) udtalte, var Danmark rede til at tage en vis procesrisiko – eller med andre ord afprøve grænserne for at få udvist så mange kriminelle som muligt.

Uenighed mellem dommerne
Det var præciseringen "med sikkerhed", Morten Bødskov ophævede med sin lovændring sidste år. Den ændring har efter alt at dømme reddet den somaliske voldtægtsforbryder fra udvisning. For der er adskillige grunde til, at man under ingen omstændigheder "med sikkerhed" kan sige, at en udvisning ville være i strid med de internationale forpligtelser.   

Dels er der selve forbrydelsens grovhed. Det er helt usædvanligt, at der idømmes seks års fængsel for voldtægt – og i så alvorlige sager giver Menneskerettigheds-domstolen meget vide rammer for udvisning. Selv hvis den kriminelle har stærkest tilknytning til opholdslandet, er der ofte mulighed for udvisning i så grove tilfælde.

Dels er dommerne indbyrdes uenige. Byretten i Herning dømte til udvisning, og Vestre Landsrets dom var en 4-2-afgørelse. Der er altså alt andet end klarhed - sikkerhed - dommerne imellem.

Endelig er der praksis ved Menneskerettighedsdomstolen. Chefjurist hos CEPOS, Jacob Mchangama, har fundet nye domme ved Menneskerettighedsdomstolen, hvor man har godkendt udvisning for langt mindre forbrydelser end den aktuelle voldtægtssag. Og helt tilbage i 1998 godkendte domstolen en meget hård fransk udvisningspraksis.

Morten Bødskov henholder sig til, at han ved ændringen af loven fik skrevet ind, at der "ikke er tilsigtet nogen ændring af domstolenes praksis i sager om udvisning af kriminelle udlændinge." 

Men dommen fra landsretten viser, at domstolene ser anderledes på sagen. Havde stramningen fra 2011 været i kraft, havde dommerne været tvunget til at gå lige til den grænse, de folkevalgte krævede. Efter Bødskovs ændring har domstolene fået længere snor.

Gummiparagraf
Vestre Landsret annullerede udvisningen af voldtægtsforbryderen med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Artikel 8 er på den ene side en beskyttelsen af borgeren – i dette tilfælde den kriminelle – mod at blive udvist uden rimelig grund. Men det fremgår på den anden klart af artiklen, at man har ret til at udvise kriminelle "af hensyn til den offentlige tryghed" eller "for at forebygge uro eller forbrydelse" eller "for at beskytte andres rettigheder og friheder".

Der er altså tale om en meget elastisk paragraf, hvor en hel række modstridende elementer skal afvejes over for hinanden. Det giver domstolene et betydeligt spillerum til at anlægge det retspolitiske snit, de selv ønsker. I hvert fald så længe de folkevalgte ikke meget præcist angiver, hvor snittet skal gå.

I den aktuelle sag valgte dommerne at lægge mere vægt på voldtægtforbryderens begrænsede tilknytning til Somalia end på forbrydelsens grovhed.

Socialdemokratisk modoffensiv
Anklagemyndigheden har endnu ikke afgjort, om voldtægtssagen skal ankes til Højesteret, og så længe det er situationen, kan en siddende justitsminister dårligt udtale sig. Men det kan andre politikere godt, og det har ikke ligefrem regnet med kritik af dommen fra regeringspolitikerne. Det kunne man ellers forvente, hvis man mente, at domstolene havde misforstået Folketingets signaler.

Derimod har der lydt kritik fra blå blok. Dansk Folkeparti har krævet stramning af reglerne og er blevet bakket op af Liberal Alliance. Og Venstres gruppeformand Kristian Jensen har direkte kritiseret regeringen for at være skyld i, at voldtægtsmanden kan blive i Danmark.

Kristian Jensens kritik fik formanden for Folketingets Integrationsudvalg, socialdemokraten Trine Bramsen, til at gå til modoffensiv:

"Man dømmes efter de regler, der var gældende i gerningsøjeblikket – altså 19. november 2011. Søren Pinds regler (som i øvrigt ikke har betydning for sagen) var gældende for 1. juli 2011 til 1. juli 2012. Pinligt angreb, Kristian Jensen," tordnede Bramsen på twitter.

Men Trine Bramsen tager fejl. Vestre Landsret har ikke dømt efter de regler, der gælder på gerningstidspunktet. Sagen er dømt efter de nugældende regler, altså Bødskov lov. Og dermed er problemet stadig på regeringens bord.

Lektien fra 2001
BT.dk lavede en meningsmåling om dommen på nettet. Målingen er absolut ikke repræsentativ, men selv ved den slags målinger er det alligevel sjældent, at man ser tal som 98 procent mod 2 procent. De 98 procent ønskede udvisning. Der er en antydning af, hvad den folkelige opinion mener i en sag som denne.

Ændres retspraksis ikke i udvisningssager, har blå blok fået en sand gave til næste valgkamp. Det fik den også i 2001, hvor de meget milde domme for gruppevoldtægt blev brugt offensivt i Venstres valgannoncer.

Hvilken effekt dét fik, kan Bødskov passende spørge sin partikammerat, tidligere justitsminister Frank Jensen, om.

erik@altinget.dk