VKO strides om 1,5 mia. til renovering

ENERGIBESPARELSER: Både V og K vil målrette skattereformens midler til boligrenoveringer til energibesparende løsninger. Men DF er imod.

Regeringspartierne og Dansk Folkeparti er endnu ikke blevet enige om, hvordan den såkaldte "renoveringspulje" på 1,5 mia. kr., partierne enedes om i weekendens skatteaftale, skal udmøntes.

Både Venstre og Konservative anbefaler, at pengene målrettes renoveringsprojekter, der gør boligerne mere energirigtige, mens Dansk Folkeparti ønsker en mere generel støtte til renoveringer.
 
Udformningen af den endelige ordning er derfor blevet udskudt til særlige forhandlinger mellem alle partierne bag finansloven for 2009 - dvs. både V, K, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance - der skal finde sted "hurtigst muligt".

Det fremgår af Altinget | Energi & Klima - Altinget.dks nye netavis om netop energi- og klimapolitikken.

VK: Energivenlige renoveringer
"Venstre ønsker så mange penge som muligt brugt på energibesparende initiativer i boliger. Efter vores mening passer det fint sammen at gøre noget, der både gavner de privatøkonomiske og samfundsmæssige interesser, men som også styrker klimaindsatsen og vores CO2-mål," siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt.

Renoveringspuljen var ikke oprindelig en del af regeringens oplæg til en skattereform. Den kom dog med i den endelige aftale som et af flere vækstinitiativer, der skal støtte beskæftigelsen, særligt i den hårdt trængte byggebranche.

Dansk Folkepartis energiordfører Morten Messerschmidt fastholder da også, at hovedsigtet med renoveringspuljen skal være vækststimuleringen og ikke energibesparelser:

"Puljen skal først og fremmest gavne beskæftigelsen og sørge for, at vi kommer ud af den økonomiske situation, vi befinder os i. Derfor ser jeg ingen grund til at begrænse den til nogle bestemte initiativer. Tværtimod skal man åbne op, så der kan komme så meget på banen som muligt. Og det vil selvfølgelig være rigtig positivt, hvis det også er energirenoveringer - men hensynet til beskæftigelsen bør veje tungest," siger Morten Messerschmidt. 

Nu er partierne bag energiaftalen i stedet indkaldt til møde den 13. marts om sagen.

Læs hele artiklen på Altinget | Energi & Klima (gratis prøveabonnement via link).

Forrige artikel DF: Anlægsmillioner skal statsstyres Næste artikel 9 ud af 10 danskere vil have overvågning i taxaer 9 ud af 10 danskere vil have overvågning i taxaer