Vil have Birgitte Nyborg til Bruxelles: Europa-Parlamentets formand møder Borgen-skaber

EU-parlamentsformand Roberta Metsola er stor fan af den danske tv-serie og mødtes onsdag aften med seriens forfatter, Adam Price.

BRUXELLES: I det foreløbigt sidste afsnit af tv-serien Borgen åbnede seriens skaber, Adam Price, døren på vid gab for en femte sæson baseret i Bruxelles. Her får den fiktive danske toppolitiker, Birgitte Nyborg, orkestreret en exit fra den hjemlige politiske scene, der sender hende med kurs mod et job som dansk EU-kommissær.

Onsdag fik én af seriens store fans, Europa-Parlamentets formand, maltesiske Roberta Metsola, selv chancen for at presse Price til at give et svar på, om der kommer en femte sæson af den internationale hitserie, og om den vil blive baseret i Bruxelles.

De to mødtes under Metsolas todages besøg i København, efter at parlamentsformanden havde debatteret EU-politik med statsminister Mette Frederiksen (S) i Den Sorte Diamant kun et solidt stenkast fra Christiansborg.

"Roberta har fulgt serien i lang tid, og hun er stor fan af Borgen. Så da vi alligevel skulle til København og fik muligheden, så syntes vi, det ville være godt at mødes," siger hendes talsmand, Jüri Laas.

 {{toplink}}

Ingen konkrete planer

Den danske serie med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen har haft stor succes langt ude over landets grænser og bestemt også i EU-hovedstaden, hvor det danske ord "statsminister" en årrække blev allemandseje.

Ifølge Adam Prices manager er der dog pt. ikke nogen konkrete planer lige nu, hvor Price har travlt med andre projekter.

Det er dog heller ikke en total afskrivning af muligheden for på sigt at se Birgitte Nyborg på de bonede gulve i Bruxelles.

For, som Birgitte Nyborg siger til sin søn i seriens foreløbig sidste scene:

"Jeg er da ikke færdig med at mene noget om verden, troede du det?" {{toplink}}

Forrige artikel Kortere skoledage lægger pres på fritidstilbud Kortere skoledage lægger pres på fritidstilbud Næste artikel Mette Frederiksen: Krig i Ukraine og corona har vist, at EU virker – nu skal vi levere på migration Mette Frederiksen: Krig i Ukraine og corona har vist, at EU virker – nu skal vi levere på migration