Viborg-Venstre udpeger Rohdes efterfølger

Den tidligere borgmesterkandidat, Ib Bjerregaard, skal stå i spidsen for Venstres gruppe i Viborgs byråd, efter Jens Rohde meldte sig ud af partiet og ind i De Radikale i weekenden.

Venstres byrådsgruppe i Viborg har ifølge Viborg Folkeblad valgt den tidligere borgmesterkandidat, Ib Bjerregaard, som ny gruppeformand. Den post blev pludselig ledig, fordi 1.viceborgmester og medlem af Europa-Parlamentet, Jens Rohde, lørdag aften meddelte, at han har skiftet parti og meldt sig ind i De Radikale.

Ib Bjerregaard er ejendomsmægler og har tidligere været selvstændig landmand. Siden 1994 har han arbejdet for Venstre i lokalpolitik. Partiet har han været medlem af helt tilbage fra 1976.

"Stemningen i byrådsgruppen er ganske fin, selvom folk nok er ærgerlige over det, som er sket. Nu skal vi så allesammen sunde os hen over julen og mødes igen til det normale gruppemøde 4. januar," siger Ib Bjerregaard til avisen.

Hvad den nye rollefordeling kommer til at betyde for Jens Rohdes poster i byrådet, er endnu ikke klart.

"Nu skal vi få styr på det hele. Vi skal have et møde med partierne bag konstitueringen og finde ud af, hvad det betyder for fordelingen af de forskellige poster i byrådet," fortæller Ib Bjerregaard til Viborg Folkeblad.

Forrige artikel Lokal DF'er går tilbage til Venstre Næste artikel Claes Nilas får ny post i integrationsembedsværket