Praktiske uddannelser frygter frafald under nedlukning: ”Vi kan ikke lære dem meget mere foran skærmen”

EUD: Elever på praktiske uddannelser skal tilbage hurtigst muligt, lyder det fra erhvervsskolesektoren. ”Vi er på det yderste lige nu,” siger erhvervsskoleformand Ole Heinager, som frygter, at unge dropper ud.

Murerelever, tømrerelever og andre på praktisk orienterede uddannelser skal forrest i køen, når uddannelsessektoren genåbnes.

Sådan lyder den klare opfordring fra Dansk Metal, 3F og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

De frygter, at eleverne falder fra eller efterlades med et kæmpe fagligt efterslæb, hvis ikke de snart rykkes væk fra computerskærmene.

”Vi er på det yderste lige nu i forhold til de grundforløb, som er meget praktisk orienterede. Hvis man er startet på grundforløb 2 i januar med en drøm om at blive murer, så har man indtil videre kun siddet foran skærmen med en mus – ikke en murerske – i hånden. Vores vurdering er, at flere kan være på grænsen til at falde fra,” siger Ole Heinager, formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne, og tilføjer:

”Vi kan ikke lære dem meget mere foran skærmen nu. Vi har selvfølgelig rykket grundfag og teorien frem. Men vi har simpelthen ikke mere at fylde på dem, selvom vi har forsøgt at være opfindsomme.”

Frygter for efterslæbet
Ole Heinager bakkes op af forbundssekretærerne Søren Heisel (3F) og Kasper Palm (Dansk Metal).

”Vi kan ikke sige noget om, hvornår der skal åbnes op. Det skal politikerne bestemme. Men når de beslutter sig om genåbning, så er der ting, som bør blive prioriteret over andet. Vi har nogle erhvervsuddannelser, hvor det simpelthen skriger til himlen, at de skal i gang med undervisningen,” siger Kasper Palm og fortsætter:

”Jeg frygter, at de får så stort et fagligt efterslæb, at det bliver svært at indhente. Jeg frygter også, at nogle føler sig så dårligt rustet, at de simpelthen dropper ud”

Søren Heisel tilføjer:

”Vi kan ikke lære at lægge mursten eller lave et spærfag via skærmen. Når man skal have fat i stemmejernet, fukssvans eller mureskeen, så er vi altså bagud.”

”Hvis man skal prioritere noget, så skal man gøre det i forhold til de praktiske fag. Åbner man op i forskellige tempi, så mener jeg klart, man skal åbne op der, hvor muligheden for undervisning ikke er til stede på de digitale medier.”

Forlænge grundforløb?
Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier sendte tidligere på måneden en skrivelse til ministeren og ordførerne, hvor organisationen blandt andet opfordrede til, at det gøres muligt at forlænge grundforløbet for de nuværende elever.

Altinget Uddannelse har spurgt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), om hun er med på den ide – og om hun deler opfattelsen af, at de praktisk orienterede uddannelser skal stå forrest i køen, når der åbnes op.

I en kort skriftlig kommentar forholder hun sig ikke direkte til det.

Hun skriver blot, at ”der er ingen tvivl om, at skolerne og uddannelserne har høj prioritet for regeringen, når der kan genåbnes yderligere”.

Om muligheden for at forlænge grundforløbet tilføjer hun:

”Sidste år gav vi mulighed for at forlænge uddannelserne, så man kunne nå at samle op på de ting, man mistede under nedlukningen. Det varer ikke længe, før vi kommer med udmeldinger om, hvordan vi griber det an i år.”

I et Twitter-svar til direktøren for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Lars Kunov, gav Pernille Rosenkrantz-Theil for et par uger tilbage dog indtrykket af, at praktisk orienterede uddannelser står langt fremme i køen, når der skal genåbnes.

”Vi skal gøre, som vi plejer - så at sige. Først de små, og så prioriterer vi ud fra, hvor det er sværest at gennemføre onlineundervisning, hvis ikke alt kan åbne på en gang,” skrev hun til Lars Kunov.

Særligt behov for skolepraktikelever
Dansk Metal, 3F og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier er samtidig enige om, at der skal gøres noget akut for eleverne i skolepraktik.

”Skolepraktikeleverne bliver meget glemt. De går jo hjemme, fordi skolepraktikcentrene er lukket ned. Dem, der har en læreplads, møder ude på arbejde hver dag og lærer en masse. Skolepraktikeleverne får et dobbelt-efterslæb lige nu. Dem er jeg nervøs for, og de skal prioriteres højere end alt andet. De har slet ingenting lige nu,” siger Kasper Palm.

I sit brev til ministeren og ordførerne foreslår Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier konkret, at der ”hurtigst muligt” tillades ”fysisk fremmøde under gældende sundhedsfaglige retningslinjer for elever i skolepraktik”.

”Meget taler for, at vi skal se på en fleksibel genåbning. Hvis vi bare kunne få 50 procent ind i halvdelen af ugen. Vi taler ikke om fuld åbning, men bare fleksible muligheder,” siger Ole Heinager.

V og EL: Drøftes ikke med ministeren
Enhedslistens Jakob Sølvhøj og Venstres Ellen Trane Nørby fortæller, at spørgsmålet om uddannelsernes placering i ”genåbningskøen” ikke har indgået i ordførernes drøftelser med ministeren.

Ellen Trane Nørby er helt med på, at de praktiske uddannelser skal prioriteres, og hun kritiserer generelt regeringen for ikke at ville regne på enkelte dele af sektoren.

”Vi har hele tiden fremhævet de små elever, efterskolerne, erhvervsskolerne og afgangseleverne. Vi vil gerne have regnet særskilt på de forskellige grupper, men det har regeringen hidtil afvist,” siger Ellen Trane Nørby og tilføjer:

”Vi ved godt, at alt ikke kan åbnes på samme tid. Men for rigtig mange elever ville det være godt, hvis de bare kunne komme i skole én dag om ugen. Sådan nogle delvise åbningsscenarier ville vi også gerne have regnet på. Men grundlæggende får vi bare svaret, at regeringen ikke mener, der kan åbnes mere.”

Jakob Sølvhøj mener, at beslutningerne om rækkefølgen af uddannelsernes genåbning bør tages af sundhedsordførerne og eventuelt partilederne.

Anbefalingen fra ham selv til Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund lægger sig imidlertid op ad holdningen hos Dansk Metal, 3F og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier.

”Det er et rigtigt synspunkt, at dem med en meget praktisk betonet uddannelse har et særligt behov. Jeg vil ikke sige noget om, hvornår de skal tilbage. Men jeg synes, det er oplagt, at når man er på en uddannelse, hvor man i høj grad skal bruge sine hænder, så er det vanskeligt at løse via skærmen.”

”Elever i skolepraktik kan ikke komme i dag. Hvis vi skal se på, hvor der er behov næste gang, så er det fornuftigt at kigge på skolepraktikken,” siger Jakob Sølvhøj.

Forrige artikel Dagens overblik: Ny epidemilov åbner for masseovervågning, og i dag får vi et hint om genåbning Dagens overblik: Ny epidemilov åbner for masseovervågning, og i dag får vi et hint om genåbning Næste artikel Fhv. radikal rådgiver skal hjælpe Sophie Hæstorp med valgkamp Fhv. radikal rådgiver skal hjælpe Sophie Hæstorp med valgkamp