Vestas skifter ud i direktionen

Vindmølleproducenten Vestas får to nye direktionsmedlemmer ved årsskiftet. Virksomheden siger farvel til HR-chef Helle Bay og driftsdirektør Jean-Marc Lechêne.

Verdens største vindmølleproducent siger farvel til to direktionsmedlemmer.

HR-chef Helle Bay og driftsdirektør Jean-Marc Lechêne siger farvel til vindmøllegiganten. To nye medlemmer indtræder direktionen, som bliver udvidet.

Det skriver Børsen.

Helle Bay, der har været chef for People & Culture (HR), har valgt at stoppe i Vestas efter knap 13 år. Hun bliver afløst af Kerstin Knapp, der får titlen som direktør for People & Culture (HR).

Østrigske Kerstin Knapp har over 15 års erfaring med HR. Senest har hun været HR-direktør i singaporeanske Puma Energy.

Hun tiltræder stillingen som HR-direktør i Vestas 10. januar.

Den franske driftsdirektør Jean-Marc Lechêne, som har været ansat i Vestas siden juli 2012, har samtidig besluttet sig for at gå på pension.

I den forbindelse er Tommy Rahbek Nielsen internt blevet udnævnt til midlertidig driftsdirektør, og dermed er han en del af den udvidede direktion. Han har senest arbejdet som senior vice president i Vestas-afdelingen Assembly, Generators & Towers.

De to nye direktionsmedlemmer vil i fremtiden arbejde tæt sammen med administrerende direktør Henrik Andersen.

Forrige artikel Dødsfald: Professor, arkitekt Carsten Juel-Christiansen (75) Næste artikel DTU genansætter rektor