Vestager taber milliardskattesag til Apple

SKAT: Margrethe Vestager har som EU's konkurrencekommissær krævet, at Apple efterbetalte skat til Irland. EU-Domstolen har valgt at annullere kravet. "Vi vil studere dommen grundigt," siger Vestager.

EU-Domstolen har onsdag givet Apple og Irland medhold i en millardskattesag, hvor Margrethe Vestager som EU's konkurrencekommissær havde krævet, at Apple efterbetalte i skat til Irland. Det skriver EU-Domstolen i en pressemeddelelse.

EU-Kommissionen mente i 2016, at Irland lod Apple betale mellem 1,00 og 0,005 procent i skat fra 2003 til 2014, og at Irland skulle indkræve yderligere 97 milliarder kroner i skat samt knap ni milliarder kroner ekstra i renter fra Apple, der har sit europæiske hovedsæde i Irland. 

"Medlemsstater kan ikke give skattefordele til udvalgte selskaber – det er ulovligt under EU-regler for statsstøtte," sagde Margrethe Vestager i en pressemeddelelse i 2016.

Selvom EU-Domstolen skriver i pressemeddelelsen, at de irske skatteregler er "ufuldstændige" og "til tider inkonsekvente", vurderer domstolen, at EU-Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at Irland gav ulovlig statsstøtte til Apple. 

Politikere: Kæmpestort nederlag
Sagen er en af de skattesager, som EU-Kommissionen har indledt mod multinationale selskaber, som tjener mange penge og betaler lav skat i Europa.

EU-Kommissionen har mulighed for at anke afgørelsen og vil studere dommen "grundigt," før den overvejer det næste skridt, siger Margrethe Vestager i en udtalelse.

Hun siger, at Apples irske underselskaber tjente 16 milliarder euro i EU i 2011, men aftalen med Irland førte til en beskatning af 50 millioner euro.

"EU-Kommissionen står ved målet om, at alle selskaber skal betale en fair del i skat. Hvis medlemslande giver visse multinationale selskaber skattefordele, som ikke er tilgængelige for deres konkurrenter, skader det retfærdig konkurrence i EU," siger Margrethe Vestager.

Socialdemokratiets medlem af Europa-Parlamentet, Niels Fuglsang, kalder det "et kæmpestort nederlag for EU, fair konkurrence og for kampen mod skattely," og SF's medlem af Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, mener, at "det er et kæmpe nederlag for fair skattebetaling, at techgiganten Apple åbenbart lovligt kan udnytte EU-skattelyet Irland til at betale en forsvindende lille skat," skriver hun på Twitter.

Apple glæder sig over afgørelsen.

"Denne sag handlede ikke om, hvor meget skat vi betaler, men om hvor vi er påkrævet at betale den," skriver Apple ifølge Reuters i en udtalelse.

Det irske finansministerium skriver i en udtalelse, at Irland har har opkrævet korrekt irsk skat af Apple.

"Irland har altid sagt klart, at der var givet nogen særbehandling til Apples to selskaber".

Forrige artikel Dagens overblik: Ministre tager flyet fremfor toget til Jylland Dagens overblik: Ministre tager flyet fremfor toget til Jylland Næste artikel USA's udenrigsminister besøger Danmark i næste uge USA's udenrigsminister besøger Danmark i næste uge