Vestager åbner sag: Hemmelig aftale i bilindustrien kan have forhindret renere teknologi

ULOVLIGHEDER: EU-Kommissionen mistænker tyske bilproducenter for karteldannelse, som har forhindret udvikling og udbredelse af renere teknologi. Miljøorganisation mener, at industrien sætter penge før mennesker. 

Har BMW, Daimler, Folkevogn, Audi og Porsche dannet kartel for at forhindre udviklingen og udbredelsen af renere teknologi i diesel- og benzinbiler?

Det har EU-Kommissionen en mistanke om.

Derfor har konkurrencekommissær Margrethe Vestager åbnet en dybdegående undersøgelse, som skal se nærmere på det.

"Kommissionen efterforsker, hvorvidt BMW, Daimler og VW-gruppen er blevet enige om ikke at konkurrere mod hinanden på udvikling og udbredelse af vigtige systemer, som reducerer skadelige udledninger fra benzin og diesel i personbiler. Målet med disse teknologier er at gøre personbiler mindre skadelige for miljøet. Hvis der har været tale om aftalt spil, vil det have nægtet forbrugere muligheden for at købe mindre forurenende biler på trods af, at teknologien var til rådighed for producenterne," udtaler Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Schaldemose: På tide
Medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S) glæder sig over, at Kommissionen åbner en ny sag.

"Det er fremragende. Og på tide. Vi skal tage ethvert juridisk redskab i brug for at stoppe bilindustriens totale ligegyldighed over for vores regler," siger hun til Altinget.

Christel Schaldemose havde dog gerne set, at Kommissionen havde været en smule hurtigere i optrækket, da det nu er tre år siden, den såkaldte Dieselgate-skandale rullede og afslørede, at flere bilproducenter, herunder Folkevogn, snød med udslipsmålingerne fra deres dieselmotorer. Selv om den nyåbnede sag ikke er decideret relateret til den daværende skandale, mener hun, at det burde have givet anledning til at kulegrave industrien. 

Hun holder dog fast i, at det er meget positivt, at Vestager overhovedet kaster sig ind i sagen, da Kommissionens valgperiode lakker mod enden.

"Der er kommet andre temaer på dagsordenen, så på mange måder ville det have været nemt for dem ikke at gøre noget. Så bedre sent end aldrig. Jeg håber, at det har taget så lang tid, fordi Kommissionen har indsamlet viden og på den baggrund nu vurderer, at de har en sag," siger hun.

Organisation: De har sat penge før mennesker
Greg Archer er direktør i paraplyorganisationen Transport & Environment i Bruxelles, som blandt andet repræsenterer den danske miljøorganisation Noah.

Han mener, at Kommissionens mistanke bekræfter det mønster, som tegner sig af en industri, der føler sig hævet over loven.

"De løsninger, som Kommissionen mistænker bilproducenterne for at have forsinket, ville have begrænset udledningen af skadelige stoffer og reddet liv. Det her viser, at tyske bilproducenter sætter penge før mennesker og loven," siger Greg Archer.

Ifølge Greg Archer tyder nye beviser på, at bilproducenterne også manipulerer med CO2-test. Hos Transport & Environment ser man derfor gerne, at der bliver fulgt op med en undersøgelse af det.

"Der er blevet gjort meget, men der er tydeligvis stadig meget at gøre," siger Greg Archer. 

Forrige artikel Færre tv- og radiokanaler: Sådan ser fremtidens DR ud Færre tv- og radiokanaler: Sådan ser fremtidens DR ud Næste artikel Historisk forringelse, tragedie og lyspunkter: Her er reaktionerne på ny public service-kontrakt Historisk forringelse, tragedie og lyspunkter: Her er reaktionerne på ny public service-kontrakt