Vermund til blå blok: “Man skal ikke lytte til det intolerante mindretal på Twitter”

Regeringen og blå blok svigter, når de ikke vil føre en strammere udlændingepolitik, selvom de har erkendt problemerne med indvandringen, sagde Pernille Vermund, da hun lørdag talte ved Nye Borgerliges årsmøde i Vejle. Partierne har et sharia-agtigt forhold til de internationale konventioner og er desuden for bange for et intolerant mindretal i "Twitter-segmentet", lød det. 

I sidste weekend kom Thisted Bryghus ud i ikke bare én, men to regulære shitstorme på de sociale medier.

Her var en vigtig lærdom - ikke bare for mikrobryggerier eller eksperter i branding på sociale medier - men også for hele det borgerlige Danmark, mener Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige.

“Det borgerlige Danmark kan lære, at man skal lytte til danskerne. Man skal ikke lytte til det intolerante mindretal på Twitter, der forsøger at sætte sig på de rigtige meninger og kynisk udskammer folk med andre holdninger. Det skal stoppes,” sagde hun, da hun lørdag formiddag talte til partiets årsmøde i Vejle.

Stormen om Thisted Bryghus blev startet af kunder, der i protest mod bryghusets etiketsamarbejde med Nye Borgerlige erklærede et boycot af det nordjyske øl.

Bryggeriets ledelse reagerede prompte ved i et opslag på Facebook at beklage samarbejdet og skrive, at bryggeriet er “partipolitisk uafhængige og tager afstand for enhver form for racisme”.

Men så gik det først helt galt. Bryggeriets beklagelse blev mødt med et endnu større stormvejr. Hvorfor kunne man ikke samarbejde med Nye Borgerlige, når bryggeriet intet problem havde med fortsat at have andre partier som SF eller Socialdemokratiet på kundelisten?

Det hele endte i en uvending og en erklæring om, “at Thisted Bryghus både nu og for fremtiden betjener alle mulige kunder, uanset politisk observans”.

Pernille Vermunds analyse er ikke til at tage fejl af. 

Ligesom bryghuset i det nordjyske efter eget udsagn fejlvurderede situationen, risikerer den samlede blå blok at tage fejl af danskernes egentlige ønsker til udlændingepolitikken, hvis man afviser at stramme ud af frygt for det “højtråbende og kyniske” Twitter-segment, hvor man med Vermunds ord stadig lever i et “fatamorgana om det multikulturelle samfund, hvor alle drikker café latte og kalder hinanden Bro”.

“Det skal vi ikke finde os i længere. Det behøver vi ikke finde os i længere. Danskerne kan sige fra. Det gjorde vi i sidste weekend. Og vi gør det også i dag. Og det er også det, som det borgerlige Danmark skal bide mærke i,” sagde Pernille Vermund.

”En dansk form for sharia” 

Partiformanden brugte også sin timelange tale på at fremføre klassiske Nye Borgerlige-paroler om mindre magt til politikerne, skattelettelser, reduktion af offentlig regulering og at få løst udlændingepolitikken fra bunden.

Om sidstnævne tema, der fyldte langt størstedelen af talen, sagde Pernille Vermund blandt andet, at hun vil ”nedbryde konventionernes kultstatus” i Danmark, samt at konventionerne er blevet ”en dansk form for sharia”. 

”Det danske Folketing skal ikke kaste folkestyret under bussen, fordi man har bildt hinanden og sig selv ind, at konventionerne er hellige skrifter. Det er de ikke,” lød det fra hende. 

Samtidig kritiserede hun Dansk Folkeparti og Venstre for ikke at løse udlændingeproblemerne, men i stedet kun at forsinke den negative udvikling i de år, hvor de to borgerlige partier sad på magten. 

Også Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen fik en bredside for ikke at leve op til de løfter, partiet gav i valgkampen i 2019 om asylstop og asyllejr i udlandet. Statsministeren mangler den vilje, hun ellers har udvist på andre områder, lød det. 

”Døde mink i milliontal og langstrakte coronarestriktioner taler et tydeligt sprog om en statsminister, der nok forstår at sætte sin vilje igennem, hvis hun vil,” sagde Vermund. 

Mette Frederiksens usikre taburet 

Tidens mest højaktuelle sag i dansk politik – nedlæggelsen af minkerhvervet og det juridiske efterspil – blev naturligvis også vendt i årsmødetalen. 

”Det er grim magt, når den er grimmest”, sagde Pernille Vermund om regeringen og Mette Frederiksens ageren.  

Nye Borgerlige-partilederen advarede vælgerne om at genvælge den røde regering, fordi sagen vil blive forældet, hvis hun får fire år mere med et flertal, der ikke vil retsforfølge hende. 

”Mette Frederiksens taburet skal væltes næste gang. Det skal vi gøre sammen,” slog hun fast og modtog en stor applaus fra de knap 1.000 fremmødte. 

En granskningskommission undersøger i øjeblikket forløbet omkring regeringens nedlæggelse af minkerhvervet og spørgsmålet om mangel på lovhjemmel. 

,

Forrige artikel Folkebevægelsen mod EU’s leder vil have partiet tilbage i Europa-Parlamentet: ”Vi savner synligheden” Folkebevægelsen mod EU’s leder vil have partiet tilbage i Europa-Parlamentet: ”Vi savner synligheden” Næste artikel Nye Borgerlige går til kommunalvalg med små ambitioner trods voldsom fremgang Nye Borgerlige går til kommunalvalg med små ambitioner trods voldsom fremgang