Verdensmålene var næppe blevet vedtaget i dag

Det var en stor ting, da verdensmålene blev vedtaget i efteråret 2015.

"Det var første gang, at De Forenede Nationer enstemmigt vedkendte sig, at man ikke kunne fortsætte den type vækst, hvor man bare hamstrer jordens ressourcer, lod de rige tage det meste og ellers bare var ligeglad," siger Mogens Lykketoft (S), der var formand for FN’s generalforsamling efter en karriere som blandt andet udenrigsminister og finansminister.

17 mål, 168 delmål og endnu flere indikatorer afløste de otte Milleniummål, der mere handlede om klassisk udviklingspolitik i fattige lande. Nu var verden enige om nye mål om alt fra at stoppe sult til at skabe vækst, bæredygtige byer og stærke institutioner. Og alle – rige lande, fattige lande, virksomheder, civilsamfund og borgere – skulle være med i kampen for en bæredygtig verden.

Verdensmålene var en bedrift, FN næppe havde kunnet præstere i dag. Det vurderer to professorer, som Altinget har talt med i anledning af Verdensmålsugen.

"I dag ville det være svært at formulere noget som helst, man kunne enes om," siger freds- og konfliktforsker Ole Wæver, der er professor i international politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Det samme mener Katherine Richardson, som var hovedforfatter på FN’s første statusrapport om verdensmålene.

"Med den geopolitiske situation, vi har lige nu, tror jeg hverken, at vi havde fået verdensmålene eller Parisaftalen. Men i og med at vi har dem i dag, er de svære bare at droppe," siger Katherine Richardson, der er professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet.

Løkkes hammer

Det var i en anden verden og et andet FN, at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen med ordene "it is so decided," svingede hammeren og vedtog de 17 verdensmål. Æren tilfaldt Løkke, fordi Danmark havde formandskabet ved FN’s 70. generalforsamling, hvor også Pave Frans og pakistanske Malala Yousafzai var på talerstolen.

Året var 2015. Barack Obama var præsident i USA, Angela Merkel var kansler i Tyskland, og verdens lande blev i Paris for første gang enige om en bindende aftale om at bekæmpe klimaforandringer.

Det var en tid, som freds- og konfliktforskeren Ole Wæver kalder en "periode uden supermagter". Koldkrigssejrsherren USA’s stjerne var falmet i kølvandet på finanskrisen og mislykkede krige i Afghanistan og Irak, der ifølge Wæver viste amerikanerne, at de "ikke bare kunne gøre hvad som helst".

"Det skabte en periode, hvor magterne hellere gjorde for lidt end for meget. Der var selvfølgelig diskussioner om, hvad man for eksempel kunne skrive om menneskerettigheder – mere uskyldigt var det heller ikke. Men magterne kom ikke så let op at toppes," siger Ole Wæver.

Derfor blev der også motivspekuleret mindre over hvert enkelt forslag i FN, forklarer professoren.

"Man var lidt mindre tilbøjelig til at sige for eksempel: ’Nå, hvad vil Kina have ud af det her?’ Det gav god plads til, at man kunne opstille nogle relativt ufarlige, fælles mål for verden, fordi alt ikke blev filtreret gennem en dominerende geopolitisk konflikt," siger Ole Wæver.

Ny kold krig

Otte år er lang tid i global politik. Da Lars Løkke Rasmussen, nu udenrigsminister, tidligere i år blev spurgt om verdensmålene til et arrangement i Altingets gård, skulle han grave i hukommelsen.

“Når jeg lige tænker efter, havde jeg næsten glemt det. Det var egentlig en ret fed ting at få lov til," sagde Løkke og understregede, at verdensmålene stadig er vigtige, selvom de er blevet slået tilbage af både corona og krig.

Men perioden uden supermagter er forbi, siger Ole Wæver.

"Nu ser vi igen en egentlig geopolitisk konflikt. Vi ser det i Europa, hvor vi har Rusland mod Vesten, vi ser det formentlig også på længere sigt i forhold til USA og Kina, som har elementer af en ny kold krig," siger Ole Wæver.

"Det er en ny bipolaritet, der gør det svært at gøre særligt meget i FN-systemet. Det gør også, at vi ser en masse negative udviklinger, som bonner ud på de her verdensmål," siger Ole Wæver med henvisning til, at krigen i Ukraine for eksempel truer fødevaresikkerheden og dermed også verdensmål nummer to om at stoppe sult.

Kun 15 procent af verdensmålene er ifølge FN opnået eller på rette kurs. Med 48 procent af målene går det for langsomt, hvis de skal nås i 2030. Og med hele 37 procent af målene går det enten værre eller lige så dårligt, som da de blev vedtaget. Verdensmålene har med FN-generalsekretær António Guterres ord brug for en "global redningsplan".

"Hvis du måler kvantitativt op mod selve målene, så går det helt forfærdeligt," siger Katherine Richardson, der også er medlem af 2030-panelet, som rådgiver danske politikere om verdensmål.

Men på mange måder er målene alligevel en succes, mener hun.

"Vi er et helt andet sted i forhold til awareness. Man forstår, at der må gøres noget. Så på den måde har vi bevæget os rigtigt langt i den rigtige retning siden 2015," siger Katherine Richardson.

Ole Wæver er enig:

"Målene har fungeret overraskende godt som en fællesreference for diskussioner, der ellers farer i alle mulige retninger. Det havde jeg egentlig ikke regnet med," siger han.

Alligevel er fredsforskeren bange for, at verdensmålene har udspillet deres rolle.

"Jeg fornemmer, at der er gået noget trivielt, rituelt og lidt managementkonsulentagtigt i verdensmålene. Hvilken som helst organisation kan brande sig med målene, og det har også været med til at udhule og banalisere dem," siger Ole Wæver.

Verdensmål er blot politik

Katherine Richardson har en kæphest i diskussionen om, hvordan det går med verdensmålene: Det vigtigste ved verdensmålene er, hvordan målene påvirker hinanden. For der fandtes allerede før 2015 FN-aftaler om kvinder, vand, klima, biodiversitet og de mange andre områder, verdensmålene dækker.

"Det nye ved verdensmålene er ikke, at vi fokuserer på de enkelte udfordringer, men på interaktionen mellem dem," siger Katherine Richardson.

"Hvis jeg skal være helt ærligt, synes jeg faktisk, at vi – også i 2030-panelet – fokuserer alt for meget på de kvantitative metrics. På en måde er de jo ikke andet end resultatet af en politisk forhandling. Ingen ved, om vi nødvendigvis havde opnået en bæredygtig udvikling, hvis vi havde nået samtlige mål," siger Katherine Richardson.

Nye mål i 2030?

Verdensmålene udløber om syv år. Hvis landene til den tid kan blive enige om en afløser, bør de designes på en anden måde, mener begge professorer.

Katherine Richardson forestiller sig en kugle med pile, der peger hen mod de mål, de også påvirker. Det ville illustrere de interaktioner mellem målene, som professoren mener er det vigtigste ved de nuværende mål.

"Det ville være kompliceret, men jeg tror godt, at det kunne lade sig gøre," siger Katherine Richardson.

Det var et nybrud, da de 17 verdensmål erstattede de otte milleniummål i 2015, fordi verdensmålene var langt mere omfattende og kvalitative, påpeger Ole Wæver.

"Der skulle helst komme en tilsvarende kvalitativ ændring næste gang, så det ikke bare er nye SDG’er. Det ville ikke fungere, især ikke når vi med al sandsynlighed ikke når dem. Så ville det virke meget mærkeligt bare at lave en ny udgave, som siger, at nu prøver vi igen," siger Ole Wæver.

"Man kunne godt ønske sig, at de blev grupperet efter prioriteter, så der var nogle hovedprincipper. Men det vil formentlig være enormt svært at blive enige om nu, fordi det vil blive politiseret ud over alle grænser," siger Ole Wæver. 

raun@altinget.dk