Venstres udspil om grænsekontrol splitter S og R

SCHENGEN: Socialdemokratiet bakker op om Venstres grænseudspil og mener ikke, at det er EU's opgave at bestemme, om Danmark skal have grænsekontrol eller ej. Radikale er uenige og frygter, at grænsekontrol vil skade EU's frie bevægelighed.  

Det er en god idé, når Venstre foreslår en reformation af Schengen-samarbejdet, hvor Danmark kan indføre permanent grænsekontrol uden at skulle bede EU-Kommissionen om lov først.

Det mener Socialdemokratiets spidskandidat til Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod.

"Venstre sparker jo en åben dør ind. Socialdemokratiet har i flere år sagt, at vi gerne vil have, at det er Danmark selv, og ikke EU-Kommissionen, der bestemmer omfanget og varigheden af vores grænsekontrol," siger Jeppe Kofod.

Han tilføjer, at det i hans øjne virker mærkeligt og "lidt desperat", at Venstre præsenterer dette forslag, da det længe har været et princip fra Socialdemokratiets side, at Danmark selv skulle kunne bestemme, hvornår det sikkerhedsmæssigt er nødvendigt at indføre grænsekontrol.

"Når man lytter til det, V siger, så er det én-til-én det, vi hele tiden har sagt."

Radikale: Det er en dårlig idé
På nuværende tidspunkt har lande, der indgår i Schengen-aftalen, kun mulighed for at opstille midlertidig grænsekontrol.

Dette kan desuden kun gøres ved at spørge EU-kommissionen om lov – en proces, der skal gentages hvert halve år – men dette krav ønsker både Venstre og Socialdemokratiet altså at være foruden.

Hos Radikale er der dog langtfra samme opbakning at finde til sådan en løsning. Ifølge partiets EP-spidskandidat, Morten Helveg, er permanent grænsekontrol en "meget dårlig idé".

"Det er klart et forkert brug af ressourcer. Det er ikke grænsekontrollen ved Kruså og Tønder, der løser vores problemer. Hvis vi vil bekæmpe kriminalitet, bør vi i stedet melde os fuldt ind i Europol. Det er dét, der virker," siger Morten Helveg.

Skadeligt for det indre marked
Samtidig bekymrer det ham, når Socialdemokratiet melder ud, at de bakker op om Venstres forslag om at give landene i Schengen ret til at indføre permanent grænsekontrol.

Ifølge den radikale spidskandidat tyder det på, at Mette Frederiksen og co. læner sig op ad Dansk Folkeparti på EU-området.

"Det er en forkert og farlig kurs. Hvis alle lande begynder at sige, at de vil indføre indgående og udgående grænsekontrol, så bryder vi med hele idéen om det indre marked og den frie bevægelighed. Det er mange danske arbejdspladser, der pludselig er på spil her," siger Morten Helveg.

S: EU kan ikke være grænseløst
Et af hovedformålene med Schengen er at have et handelsområde uden indre grænser.

Så, Jeppe Kofod, er det ikke at gå mod Schengens formål at give alle lande mulighed for permanent grænsekontrol? Underminerer man ikke den frie bevægelighed?

"Det ville ødelægge den fri bevægelighed for dem, der vil os det ondt. Terrorister og kriminelle ville få begrænset deres frihed. Men det er jo det, der er hele formålet. Man må bare sige, at vi lever i et Europa, der ikke kan være grænseløst," siger Jeppe Kofod.

Han mener også, at der er grundlag for at kigge på kontrollen af de personer, der kommer igennem de danske lufthavne.

"Der har været kritik af, at den ydre grænse ikke har levet op til effektiviteten. Det skal vi da tage hamrende alvorligt og rette op på. Jeg er hverken politi eller tolder, så jeg vil overlade det til vores folketing og regering om at finde en effektiv og intelligent løsning.  

Forrige artikel Røde partier vil presse S til at hæve ulandsbistanden Røde partier vil presse S til at hæve ulandsbistanden Næste artikel S vil ændre Finansministeriets S vil ændre Finansministeriets "uforsigtige" regnemodel, men baserer selv egne milliardforslag på den