Venstres retsordfører stopper som bestyrelsesformand efter afsløring om salg af russiske fisk

Preben Bang Henriksen trækker sig som bestyrelsesformand for fiskevirksomheden Kangamiut. Det sker, efter at det kom frem, at firmaet fortsat solgte russiske fisk.

Venstres retsordfører stopper som formand for fiskevirksomheden Kangamiut.

Det sker efter Nordjyske bragte historien om, at firmaet har fortsat med at sælge russiske fisk.

”Det, at der bliver fokus på det i offentligheden, gør, at jeg bliver nødt til at agere på det. Jeg burde have handlet på et tidligere tidspunkt”, siger Preben Bang Henriksen til DR.

Kangamiut valgte ikke at ophæve deres russiske kontrakter, men i stedet blot at udfase dem.

”Udfasningen af firmaets kontrakter vedrørende russiske leverancer af fisk tager tid, og i den mellemliggende periode vil jeg have svært ved at forene mit politiske virke med firmaets aktiviteter - også selv om indgåede kontrakter er under afvikling,” skriver han til Nordjyske.

Kangamiut er en af Danmarks største eksportører af frosne fisk og skaldyr.

Forrige artikel Seniorpartner forlader BCG efter 24 år Seniorpartner forlader BCG efter 24 år Næste artikel Mette Frederiksen mødes med Natos generalsekretær Mette Frederiksen mødes med Natos generalsekretær