Venstre vælger spidskandidat til Region Nordjylland

Venstres Lone Sondrup skal ved næste regionsrådsvalg forsøge at vippe Ulla Astman (S) af pinden som regionsrådsformand i Nordjylland.

Lone Sondrup er Venstres nye spidskandidat til næste års regionsrådsvalg i Nordjylland, skriver TV2 Nord.

Kandidaturet i det nordjyske stod ledigt, da V-kandidaten ved sidste valg, Jess V. Laursen, tidligere på året trak sig. Herefter meldte Lone Sondrup sig på banen med sit kandidatur, der om aftenen 15. november blev godtaget af V-medlemmerne ved et møde i Aalborg. Hun skal nu forsøge at fravriste socialdemokraten Ulla Astman posten som regionsrådsformand i Region Nordjylland.

"Jeg vil kæmpe for at skabe større sammenhæng i regionen ved at styrke samarbejdet mellem regionsrådet og de nordjyske kommuner," siger Lone Sondrup til TV2 Nord. 

55-årige Lone Sondrup er landmand og har tidligere høstet politisk erfaring fra sin tid som byrådsmedlem i Mariagerfjord Kommune.

 

Forrige artikel Regionsrådsmedlem bliver spidskandidat for SF Næste artikel LA i Thy finder spidskandidat