Venstre vælger ny næstformand på ekstraordinært landsmøde i januar

NY NÆSTFORMAND: Efter Inger Støjbergs exit som næstformand for Venstre indkalder partiet nu til ekstraordinært landsmøde, hvor der skal vælges en afløser. 

Venstre skal vælge en ny næstformand, der skal afløse Inger Støjberg på posten. Derfor har partiet indkaldt til ekstraordinært landsmøde den 24. januar.

Det skriver Venstre i en pressemeddelelse.

Eneste punkt på dagsordenen til det ekstraordinære landsmøde er valget af en ny næstformand. Grundet coronarestriktionerne bliver landsmødet desuden afholdt virtuelt.

Indtil videre har Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V) luftet muligheden for at stille op til posten, ligesom også formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) har været nævnt som en mulig kandidat.

Venstre har stået uden næstformand siden Inger Støjberg 29. december gik af fra posten efter ønske fra formand Jakob Ellemann-Jensen. Det skete efter en længere periode med større splittelse i toppen af Venstre, hvor Inger Støjberg flere gange undsagde Jakob Ellemann-Jensen.

Formandskabets dysfunktionelle forhold kulminerede, da Jakob Ellemann-Jensen 27. december forklarede, at Venstre var klar til at støtte en rigsretsag mod Inger Støjberg. 

Den melding kaldte Inger Støjberg meget overraskende, og hun erklærede sig helt uenig i beslutningen. Det fik efterfølgende Venstres forretningsudvalg og Jakob Ellemann-Jensen til at bede Inger Støjberg trække sig fra posten. 

Inger Støjberg blev valgt som næstformand 21. september 2019.

Forrige artikel Dagens overblik: ”Forfærdende billeder” fra uro i USA ryster danske politikere Dagens overblik: ”Forfærdende billeder” fra uro i USA ryster danske politikere Næste artikel Mød formanden for Rigsretten: Stjernejuristen har været en magnet for svære sager Mød formanden for Rigsretten: Stjernejuristen har været en magnet for svære sager