Venstre truer med at forlade energiforhandlinger

ENERGI: Energiforhandlingerne kan hurtigt ende uden Venstre. Partiet vil nemlig ikke lægge stemmer til den udgiftsramme, regeringen ventes at fremlægge. Socialdemokraterne råder Venstre til at slå koldt vand i blodet.

Allerede inden energiforhandlingerne er rigtigt indledt, truer Venstre nu med at forlade dem. Partiet frygter nemlig en udgiftsramme på over 5,5 milliarder kroner i regeringens udspil til energiforhandlingerne, og det vil Venstre ikke være med til.

"Det er vigtigere, at vi er økonomiske ansvarlige, end at vi indgår i et forlig," siger Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt.

Han fortæller, at Venstre er "rystet" over regeringens og Enhedslistens finanslov, der blandt andet hæver NOx-afgifterne med 600 millioner kroner. Og skal regeringen nå i mål med de målsætninger, der er beskrevet i regeringsgrundlaget, så forudser Venstre, at regningen bliver for stor til, at partiet kan være med. Venstre vil nemlig ikke deltage i regeringens "overbudspolitik".

"VK-regeringen foreslog 3,6 milliarder kroner ekstra til en energiaftale. Det er altså allerede enormt dyrt og så ambitiøst, at det vil få Danmark i den grønne førertrøje. Det er vigtigt, vi beholder benene på jorden," siger Lars Chr. Lilleholt.

3 mia. er mere realistisk
Venstre frygter, at regeringens udspil vil have en udgiftsramme på over fem milliarder kroner, og det vil betyde ekstra afgifter ud over dem, som allerede er beskrevet i VK-regeringens Energistrategi 2050. I det udkast bliver PSO-afgiften sat op og bredt ud til også at gælde gas, og der blev indført en ny forsyningssikkerhedsafgift. Og mere kan virksomhederne og forbrugerne ikke klare, mener Venstre.

"Den økonomiske situation omkring os er kun blevet værre, siden vi fremlagde vores plan, og det vil ramme virksomhederne alt for hårdt, hvis de eller forbrugerne opkræves yderligere afgifter. Dansk erhvervsliv har ikke brug for ekstra afgifter," siger Lars Chr. Lilleholt.

Han slår derfor fast, at VK-regeringens udspil stadig er rammen for Venstre. Og der skal den nye ekstra NOx-afgift gerne trækkes fra.

"Det vil være mere realistisk. Og med 3 milliarder kroner ekstra kan vi stadig være meget ambitiøse," siger han.

S: Lad os forhandle om det
Venstres udmelding modtages noget køligt af Socialdemokraterne, der er forundret over, at Venstre ikke vil se udspillet, inden partiet tager afstand fra det.

"Jeg synes, at Venstre skal slå koldt vand i blodet. Vi kender jo endnu ikke regeringens udspil," siger Socialdemokraternes energiordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil.

"Lad os nu mødes ved forhandlingsbordet, når vi kender udspillet. Det er nok bedre, at forhandlingerne foregår der end i pressen," siger hun.

Regeringens udspil ventes at blive offentliggjort senere på ugen, mens ordførerne mødes til det første rigtige forhandlingsmøde sammen med energi- og klimaminister Martin Lidegaard (R) på fredag.

Forrige artikel Snu ræv ny departementschef i Sundhedsminsteriet  Snu ræv ny departementschef i Sundhedsminsteriet Næste artikel Udsmidte lejere skubbes rundt mellem ministre Udsmidte lejere skubbes rundt mellem ministre