Venstre rammer historisk lavpunkt i snit af målinger

RISBJERG-SNITTET: Venstre får med 17,1 procent i snittet af februars meningsmålinger den laveste tilslutning siden 1990. Den katastrofale håndtering af Eva Kjer-sagen spiller en stor rolle, men står ikke alene, vurderer kommentator.

25 år.

Så lang tid er det siden, Venstre lå på det samme lave niveau i meningsmålingerne.

Det viser det kvalitetsvægtede gennemsnit af februars meningsmålinger, som valgforsker Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.

Siden januar er Venstre gået tre mandater tilbage og ligger nu til kun at få 17,1 procent af stemmerne. Så lav en andel har Venstre ikke haft i Risbjerg-snittet siden december 1990.

Oveni viser snittet af meningsmålinger nu for første gang siden valget rødt flertal – selv uden de nordatlantiske mandater.

Møgsagernes holdeplads
Ifølge politisk kommentator for Altinget, Erik Holstein, har starten på 2016 været møgsagernes holdeplads for regeringspartiet. Først med smykkeloven og siden med Eva Kjer-sagen, som foreløbigt endte med regeringsrokade.

Holstein mener, ”den katastrofale håndtering” af Eva Kjer-sagen spiller en stor rolle for den seneste tilbagegang.

”Det var en møgsag for Venstre-regeringen på flere niveauer. Dels selve håndteringen, der skabte en unødig regeringskrise. Og dels på det politiske plan, hvor de færreste vælgere bakker op om en linje, der prioriterer landbrugets økonomiske interesser over miljøet,” siger Erik Holstein.

Men at Venstre lander på det dårligste resultat i 25 år, har også andre forklaringer.

”Løkkes manglende popularitet spiller en rolle, og så har regeringens håndtering af asylkrisen været alt andet end overbevisende. Det er ekstremt alvorligt for Venstre,” siger Erik Holstein.

Ifølge Kasper Møller Hansen har konturerne til den seneste tilbagegang været der i et stykke tid, men er for alvor slået igennem i februars meningsmålinger.

”Der har tidligere været enkelt-målinger, hvor Venstre har ligget dårligt. Men nu viser alle målingerne tilbagegangen,” fortæller Kasper Møller Hansen.

Flertal til rød blok
Mens Venstre straffes af vælgerne, så er der en lille fremgang til Konservative, der står til 3,9 procent. Partiet rundede 100 år for nyligt og endte kort efter med en hovedrolle i Eva Kjer-sagen.

På trods af et flertal i rød blok går Socialdemokraterne lidt tilbage og får 23,5 procent. Resten af de røde partier går frem, hvor Radikale har den største fremgang og står til 6,3 procent.

Se alle tallene på Altinget : Christiansborg (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Det sker i dansk politik: Folketinget holder fri, og KL holder topmøde Det sker i dansk politik: Folketinget holder fri, og KL holder topmøde Næste artikel Det sker i EU: Løkke og Co. skal tale alvor med Tyrkiet Det sker i EU: Løkke og Co. skal tale alvor med Tyrkiet