Venstre: Folkeskolens inklusion er gået for vidt

UDSPIL: Inklusion i folkeskolen er gået for vidt, mener Venstre, der har fremlagt et nyt ungeudspil. Det indeholder blandt andet en ungdomsdomstol og et serviceeftersyn af den udskældte fremdriftsreform. 

Venstre har på valgkampens sjette dag fremlagt sit bud på en ny børne-ungepolitik med det nye udspil "Alle unge godt fra start".

”Det ligger os meget på sinde, at børn får en god start på livet,” lød det fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, der sammen med næstformand Kristian Jensen og politisk ordfører Inger Støjberg præsenterede udspillet på et pressemøde mandag formiddag.

Her gjorde Venstres statsministerkandidat det klart, at inklusionen af elever med særlige behov er gået for vidt i folkeskolen.

”Det er en fin tanke, at børn uanset forudsætninger skal være i samme klasserum. Men man må bare helt stilfærdigt sige, at det er drevet for vidt,” sagde Løkke.

V: Vi skal tilbage
Lars Løkke Rasmussen pegede på flere undersøgelser, der blandt andet viser, at otte ud af ti folkeskolelærere mener, at inklusionselever ikke får den hjælp, som de har krav på.

”Det er gået fra den ene grøft til den anden. Der var for mange børn, som blev udsondret i specialklasser og specialtilbud, og nu er vi så ovre i den anden grøft. Vi skal tilbage igen.”

Venstre vil derfor give folkeskolens inklusion et servicetjek, så ”den kommer til at fungere efter hensigten”, men mere konkret blev det ikke.

Det nye udspil indeholdt en række allerede fremlagte Venstre-forslag. Blandt andet fremgår det af udspillet, at partiet vil indføre et karakterkrav på 4 for at komme i gymnasiet, at mobning skal koste noget af børnechecken og at partiet – i lighed med resten af blå blok – vil indføre en ungdomsdomstol.

Ny reform fungerer ikke
Af nye ting pegede Lars Løkke Rasmussen på, at der er et stort problem med den meget udskældte fremdriftsreform. Lars Løkke Rasmussen argumenterede blandt andet med, at der har været en "eksplosiv stigning" i reeksaminationer, og at reformen har skabt et problem med unge, som skifter uddannelse.

”Den fungerer simpelhen ikke,” sagde Venstre-formanden og fortsatte:

”Det design, som reformen har fået, har spændt de unge ind i en spændetrøje og lagt et enormt bureaukrati ned over vores universiteter.

Afsætter 1 milliard
Han understregede, at reformens målsætning sådan set er god nok, altså at de studerende skal passe deres studier og tage en uddannelse. Men Venstre ønsker at give universiteterne mere frihed til at nå de mål, ligesom statsministerkandidaten vil ”tage spændetrøjen af de studerende”.

Udspillet indeholder i alt 17 initiativer, og ifølge Løkke koster nogle af forslagene flere penge, mens andre vil koste færre penge. Venstre har afsat en milliard kroner i årene 2016 til ­2020, som dels finansieres via satspuljen, og dels gennem Venstres samlede økonomiske råderum, som blandt andet finansieres ved at omprioritere penge fra ulandsbistand og asyludgifter.

Forrige artikel Her er Venstres ungeudspil Her er Venstres ungeudspil Næste artikel På Færøerne er rigsfællesskabet til debat På Færøerne er rigsfællesskabet til debat