Venstre er i frit fald – og skattelettelser bliver ikke partiets faldskærm

Et udspil om skattelettelser skulle være Venstres store sejr i en regering med Socialdemokratiet og Moderaterne. Men ifølge to valgforskere vil det nye udspil næppe ændre på Venstres dalende meningsmålinger.  

Det var en nyklippet kommende formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, der kunne præsentere regeringens længe ventede bud på nye skattelettelser.

"Det er den største skattelettelse i ti år," lød det fra økonomiministeren flankeret af regeringsfællerne Lars Løkke Rasmussen (M) og Jeppe Bruus Christensen (S).

Selvom alle tre regeringspartier var repræsenteret ved pressemødet 6. november, var det manden i midten, Troels Lund Poulsen, der stod med det skarpeste lys på sig.

{{toplink}}

For skattelettelserne skal være med til at bevise over for vælgerne, at det var det rigtige for Venstre at gå i regering med statsminister Mette Frederiksen.

I dag står partiet nemlig til en historisk vælgerlussing med en opbakning på bare ni-ti procent. 

Men ifølge to at landets førende valgforskere vil det næppe kunne få vælgerne tilbage til Venstre, der ifølge målingerne har blødt vælgere siden valget sidste efterår.

"Umiddelbart forventer jeg ikke den store effekt. Det er et længere og sejere træk," lyder det fra Rune Stubager, der er valgforsker ved Aarhus Universitet, som tilføjer:

"Næsten lige så lang tid, som vi har kørt målinger, har der været et massivt flertal for mere velfærd frem for skattelettelser. Og det er der stadig."

Heller ikke Kasper Møller Hansen, der er valgforsker på Københavns Universitet, mener, at vælgerne higer efter skattelettelser.

Derimod kvitterer de tydeligt, når skattepengene bliver brugt på noget konkret som for eksempel sygehuse, skoler eller børnehaver.

"Generelle skattelettelser kan være noget sværere at spore effekterne af, fordi de er ret abstrakte," siger han.  

{{toplink}}

Danskerne vil ikke have skattelettelser 

De seneste 20 år har regeringer med både blåt og rødt fortegn præsenteret skattelettelser for danskerne.

Fra 2003 til 2009 var det Anders Fogh Rasmussen (V), der ad tre omgange præsenterede skattelettelser, men også den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fik i 2012 skattelettelser igennem.

Fælles for reformerne er dog, at ingen af dem har flyttet nævneværdigt på vælgerne. Sådan lyder det fra både Kasper Møller Hansen og Rune Stubager.

"I visse borgerlige kredse er der en klar efterspørgsel på skattelettelser. Men i den brede befolkning er den der ikke. Snarere tværtimod," siger Rune Stubager.

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, tvivler også på, at skattelettelserne er en mirakelkur for Venstre.

"Jeg tror ikke, det vil flytte ret meget. Skattelettelser er ingen folkelig sællert – slet ikke i en situation, hvor flere Venstre-borgmestre har krævet flere penge til velfærden," siger han.

Kampen er tabt til LA 

Det er især Liberal Alliance, der siden folketingsvalget har gaflet Venstres vælgere til sig: I alt  omtrent 55.000 vælgere ifølge den seneste måling af vælgervandringer, som Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget

De seneste måneder, hvor regeringens bebudede skattelettelser har fyldt en del i medierne, har ikke være nogen undtagelse.

"Jo mere Venstre har talt om skattelettelser, jo bedre er det gået for Liberal Alliance," siger Kasper Møller Hansen.

I 00’erne forbandt vælgerne Venstre med ønsket om skattelettelser. Men i dag er det domæne overtaget af Liberal Alliance.

Det betyder, at Venstre står i en svær situation.

"Så længe Alex Vanopslagh og Liberal Alliance har sit momentum, er det bare meget, meget svært at se, hvordan politiske forslag som lavere skat skulle kunne vende skuden for Venstre," konstaterer han.

Generelt ser valgforskeren i højere grad, at vælgerne er begyndt at stemme efter den retning, de ønsker, at samfundet bevæger sig i. Hvis vælgerne vil have skattelettelser, stemmer de med andre ord på det parti, som har det som sin mærkesag.

Kan Venstre ikke lokke nogle af Liberal Alliances vælgere tilbage ved at sige, at de rent faktisk får gennemført nogle skattelettelser?

"Jeg tror ikke, at det hjælper noget," svarer Kasper Møller Hansen.

{{toplink}}

"CO2-skærsilden" venter partiet 

Mens skattelettelserne skulle være Venstres medvind i regeringen, venter der rundt om hjørnet forhandlinger, som til gengæld kan blæse partiet omkuld.

Partiet skal – med Erik Holsteins ord – igennem "CO2-skærsilden", når der inden længe begynder forhandlinger om en kommende afgift på landbruget.

Det er allerede nu blevet en kattepine for Venstre, da flere stemmer fra baglandet offentligt har italesat deres utilfredshed med CO2-afgiften.

Derfor er Venstres nuværende situation uholdbar for partiet, mener Erik Holstein.

"På længere sigt bliver Venstre nødt til at trække sig fra regeringen, for man bliver ikke særlig populær af at deltage i en regering over midten," vurderer han.  

{{toplink}}

Forrige artikel Lars Løkke besøger Israel og Palæstina Lars Løkke besøger Israel og Palæstina Næste artikel En kraftig appel fra landbruget vakte opsigt, da Støjberg for første gang samlede Danmarksdemokraterne til landsmøde En kraftig appel fra landbruget vakte opsigt, da Støjberg for første gang samlede Danmarksdemokraterne til landsmøde