V-borgmestre kræver frit lejde til skattelettelser

SKATTELOFT: En række borgmestre i Venstres bagland angriber det kommunale skatteloft. De vil først sænke skatten, hvis de får garanti for igen at kunne hæve den.

Vil regeringen have kommunale skattelettelser, så skal landets kommunalbestyrelser have større frirum til at skrue både ned og op for den lokale skatteopkrævning.

Det mener en række Venstre-borgmestre, som oplever, at statens stramme styring af de kommunale skatter spænder ben for lokale skattelettelser.

Flere angiver overfor Altinget, at de er parate til at sænke skatten, hvis de bare får en garanti for, at de igen kan hæve den, såfremt behovet skulle opstå.

”Det vil kunne give mig mulighed for at sætte skatten ned og måske også kunne sikre mit byråd viljen til at gennemføre det,” siger Billunds borgmester, Ib Kristensen (V).

 

Forsigtighed forhindrer skattelettelser
I en rundspørge, Altinget har gennemført blandt samtlige af landets borgerlige borgmestre, angiver 18 ud af 28 i deres besvarelse, at de ikke aktuelt har råd til skattelettelser.

Ud af de 28 borgmestersvar angiver fem, at det først og fremmest er de begrænsede muligheder for igen at kunne hæve skatten, som spænder ben.

Som en løsning angiver seks borgmestre en udvidet frit lejde-ordning, som kan sikre dem adgang til igen at hæve skatten op til det nuværende niveau uden yderligere forbehold.

”I 90’erne kørte vi jo både skatten op og ned alt efter behov. Og det fungerede vældig fint, for vi opkræver jo ikke flere penge, end der er behov for,” siger Fanø Kommunes borgmester, Erik Nørreby (V).

Begrænset effekt
Det aktuelle skatteloft indeholder allerede en form for frit lejde-ordning i forhold til lokale skattelettelser.

Hvis en kommune sænker skatteniveauet til under niveauet i 2011, kan kommunen principielt igen hæve skatten op til 2011-niveauet uden at blive straffet for det.

I praksis er det imidlertid en ganske kompliceret øvelse at hæve skatten, fordi det kræver, at andre kommuner sænker deres skatteniveau tilsvarende.

I regeringen tager økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) godt i mod den kommunale tilkendegivelse om mulige skattelettelser.

Men om en udvidelse af frit-lejde-ordningen kan komme på tale, vil han ikke lægge sig fast på.

”Det kan ikke være en overraskelse, at jeg går ind for, at borgerne skal betale mindre til kommunekassen. Skat er også et vigtigt emne i økonomiforhandlingerne med KL, men de konkrete løsninger afhænger af forhandlingerne,” skriver ministeren i en mail til Altinget.

Læs hele artiklen på Altinget: kommunal (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Esben Lunde revser Bæredygtigt Landbrug: Ikke i orden at hænge medarbejdere ud Esben Lunde revser Bæredygtigt Landbrug: Ikke i orden at hænge medarbejdere ud Næste artikel Bruxelles ruster sig til Trump-besøg Bruxelles ruster sig til Trump-besøg