Vender kvinderne Obama ryggen?

VÆLGERFLUGT: I den lange valgkamp har demokraterne hele tiden haft en betydelig fordel blandt de kvindelige, de sorte samt de spansktalende vælgere. Mitt Romney har omvendt sat sig på den hvide middelklasse. Men i de seneste uger er forspringet til Obama blandt kvinderne svundet kraftigt ind.

WASHINGTON DC - Præsident Obama er generelt ret populær hos den kvindelige vælgerskare. I løbet af foråret svingede demokraternes forspring i denne afgørende vælgergruppe mellem 15-19 procentpoint. En kløft, der udløste bekymrede miner hos republikanerne, og som særligt var udløst af et tidligt fokus på værdipolitiske emner som muligheden for abort, adgangen til prævention i den nye sundhedsreform samt en for konservative stemmer ubehagelig debat om sex og voldtægt, hvor ekstreme røster som radioværten Rush Limbaugh og et par meget konservative senatorer fik sagt uheldige ting om især voldtægt. Demokraterne havde kronede dage og fandt på sloganet "Den republikanske krig mod kvinder".

Kvinderne stemmer også med pengepungen
Men i valgets slutspurt, hvor Mitt Romney er halet ind på præsident Obama i meningsmålingerne, står det klart, at en af hovedårsagerne til præsidentens tabte momentum er en massevandring af kvinder fra det demokratiske skib over til Romney-lejren. Obamas forspring er krympet fra 18 procent til 9 procent.

Men hvorfor har mange kvinder tilsyneladende skiftet præference i sidste øjeblik?

"Det har de, fordi de ser på deres pengepung og derefter beslutter sig for, hvem de vil stemme på. Kvinderne stemmer, når alt kommer til alt, også med hjernen og ikke først og fremmest grundet deres køn," skrev det konservative tidsskrift NationalReview.com i denne uge i en leder.

Avisen pegede på, at Romney hele tiden har været foran, når vælgerne bliver bedt om at pege på den kandidat, der vil være bedst i stand til at skabe vækst og flere job. Og det er god republikansk latin - og noget Romney har gentaget igen og igen ved sine mange valgmøder, ligesom Ann Romney i øvrigt også har - at appellere til de mange kvinder, der har hovedansvaret for den daglige husholdning: "I ved bedst, hvor svært det kan være at få budgettet til at løbe rundt, når tiderne er trange, og der fortsat skal købes ind til tøj, til gaver og til mad til jeres børn - I ved, at det koster at have ansvar for både unge som ældre medlemmer af familien," lyder det typisk.

National Review peger også på, at "kvinder ikke kan lide den patroniserende tone" fra Obama-kampagnen, som den konservative avis mener, at termen om "den republikanske krig mod kvinder" er et udtryk for.

Nedladende konservative
Ikke uventet er centrum-venstre medierne og deres skribenter uenige i den udlægning. "Det er Mitt Romney, der står for det nedladende og patroniserende i denne valgkamp," lyder det f.eks. fra Jena McGregor i Washington Post.

"Det var ham, der i den anden præsident-debat sagde, at han havde 'ringbind fyldt med kvinder' så han kunne udnævne dem til job i sin regering i Massachusetts. Det beviste, at han ser udnævnelse af kvinder som en øvelse udi symboler, 'sådan nogle må vi også have at vise frem' i stedet for at ansætte kvalificerede kvindelige kandidater som noget naturligt". McGregor mente også, at det var "tonedøv sexisme", når Romney i samme debat pegede på, at han havde givet sine kvindelige chefer lov til at gå tidligt, fordi de skulle "hjem for at lave mad til familien."

Den kommende Højesteret
Den prominente blogger og journalist Michelle Goldberg er på samme hold. I internetavisen The Daily Beast påpeger hun, at Romneys bedre tal hos kvinderne også kan skyldes, at han for nylig har opblødt tonen hos republikanerne, når det gælder det sensitive spørgsmål om abort.

Ikke at Goldberg selv tror på skiftet: "Romney markedsfører nu sig selv som en blød, moderat og fornuftig mand, der ikke vil gøre abort til et emne, hvis han bliver præsident. Men imidlertid vil han skulle udnævne en måske to højesteretsdommere i den kommende præsidentperiode. Og her vil han uden tvivl pege på konservative jurister, hvilket vil betyde døden for Roe vs. Wade." (den berømte dom fra 1973, hvor Højesteret sikrede retten til fri abort i USA, red.)

To konkurrerende perspektiver
Men i virkeligheden er det nok blot sådan, at de to kampagner simpelt hen "ser vidt forskelligt" på de kvindelige vælgere, mener journalist John Heileman fra NYMag.com. Heileman peger på, at Obama traditionelt har slået på emner som ligeløn, retten til prævention og abort, hvilket gør ham populær blandt de etniske minoriteter samt de højest uddannede kvinder. Men han har til gengæld tabt terræn i stor stil blandt de dårligst uddannede, hvide kvinder - dem som amerikanerne kalder the "blue collar women" eller the "waitress moms," for hvem økonomien er altafgørende. Republikanernes tese er, at kvinder ikke adskiller sig fra resten af befolkningen, for når alt kommer til alt, vil de først og fremmest have brød på bordet og et sted at bo.

Hvilken af de to tilgange, der har mest ret, vil meningsmålingerne fortælle os umiddelbart efter valgresultatet onsdag morgen.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger USAnu.dk

Forrige artikel Enhedslisten er mest EU-kritisk Enhedslisten er mest EU-kritisk Næste artikel Boligselskaber bruger ikke lov mod problemlejere Boligselskaber bruger ikke lov mod problemlejere