Vallensbæks borgmester er renset

Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen, blev fredag eftermiddag renset for samtlige anklager om magtmisbrug. Anklagerne blev i 2012 fremsat af kommunens daværende kommunaldirektør.

En enig voldgiftsret frifandt fredag eftermiddag Vallensbæk Kommune for alle anklager, og efter anbefaling fra voldgiftsretten besluttede DJØF, der førte sagen på vegne af den tidligere kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen, at frafalde alle anklager mod borgmester Henrik Rasmussen. 

Borgmesteren er således nu renset for samtlige anklager om magtmisbrug og nepotisme, der blev fremsat i efteråret 2012 af den daværende kommunaldirektør. Det oplyser Vallensbæk Kommune i en pressemeddelelse. 

Anklagerne, som blev fremsat i et brev fra DJØF til Statsforvaltningen, lød blandt andet på, at borgmesteren havde forsøgt at få placeret en daginstitution et sted, det ikke var lovligt, at borgmesteren har forsøgt at få kommunen til at benytte lokale håndværkere, selv om de ikke var billigst, og at borgmesteren har forsøgt at få kommunen til at betale for et maleri, hans kone har malet.

Forrige artikel Kristian Hertz modtager Betonprisen 2015 Næste artikel Dansk Kommunikationsforening får ny direktør