85 millioner tyrkere skal vælge mellem en ny landsfader eller en ny begyndelse

ISTANBUL: Rådhuspladsen i Istanbul er fyldt til randen af unge, der kræver forandring.

”Vi er blevet undertrykt mod at protestere længe nok. Vi bliver nødt til at bryde den onde spiral,” siger 26-årige Efe.

Sammen med tusindvis af andre demonstranter er han mødt op for at vise sin opbakning til byens populære borgmester, Ekrem Imamoglu, der netop har holdt tale for folkemængden.

Det er den 14. december – nøjagtig seks måneder forud for præsidentvalget i Tyrkiet. Et valg, der blandt andet i The Washington Post er blevet udråbt som klodens vigtigste i 2023, hvis udfald kan påvirke geopolitiske og økonomiske balancer mellem Rusland, USA og Europa i mange år frem.

{{toplink}}

Socialdemokratiske Ekrem Imamoglu blev en politisk stjerne hos oppositionen i Tyrkiet ved det seneste lokalvalg i 2019, da han efter et omdiskuteret omvalg lykkedes med at gøre en ende på 25 års konservativt styre i Istanbul.

”Vi kan ikke bare sidde derhjemme og følge med i TV, han har brug for vores støtte,” siger Efe, der tog metroen til rådhuset direkte fra universitetet, da han hørte om demonstrationen.

Få timer forinden er Istanbul-borgmesteren blevet idømt to år og syv måneders fængsel for at have kaldt den valgkommission, der tvang Istanbul i omvalg i 2019, for ”fjolser”. En dom, der ifølge Human Right Watch er et ”uberettiget og politisk beregnet angreb på Tyrkiets politiske opposition forud for valget”.

”De forsøger at skræmme os med dommen, men jeg tror, det får den modsatte effekt. Det giver os mere mod til at kæmpe videre,” lyder det fra en 18-årig demonstrant ved navn Toprak, der er født få år efter, at præsident Recep Tayyip Erdogan kom til magten i 2003.

I spidsen for det muslimsk-konservative og populistiske parti Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), som Erdogan selv har skabt på fundamentet af det islamistiske Velfærdspartiet, har han nu i snart 20 år siddet tungt på magten i tyrkisk politik.

På gaden i Istanbul drømmer de unge demonstranter om, at valget i maj kan blive en ny start for Tyrkiet – ligesom Imamoglus sejr ved borgmestervalget var det for Istanbul i 2019.

Symbolsk har præsidentvalget nemlig også enorm betydning, fordi vinderen får lov at sidde for bordenden, når Tyrkiet til oktober kan fejre hundredåret for republikkens stiftelse af Mustafa Kemal Atatürk i 1923.

”Det er skæbnens valg for tyrkerne og for Erdogan,” forklarer journalist Deniz Serinci, der blandt andet har skrevet bogen 'Tyrkiet fra 1923-2018 – fra Atatürk til Erdogan'.

”Erdogan vil gerne vise, at han stadigvæk har magten på 100-årsdagen. Han vil gerne redefinere landet og vise, at han er den nye landsfader,” siger Serinci.

Kriserne er blevet hverdag

I de smalle gader i Istanbuls Cihangir-kvarter ligger Norm Coffee. 34-årige Cem har været vidne til mange kriser, siden han åbnede kaffebaren i kølvandet på Gezi Park-optøjerne i 2013.

Optøjerne startede få hundrede meter derfra, og udviklede sig til omfattende systemkritiske demonstrationer i hele landet.

”Det var en god forretning lige efter Gezi-besættelsen. Der begyndte at komme flere turister, og der var en positiv fremgang,” fortæller Cem, mens espressomaskinen holder pause et øjeblik.

De første år under Erdogans ledelse var generelt kendetegnet med stor fremgang i Tyrkiet, hvor gennemsnitsindkomsten næsten blev firedoblet, og optagelsesforhandlingerne med EU-landene bevægede sig frem reform for reform.

Efter 2013 er optagelsesforhandlingerne strandet og den økonomiske optimisme erstattet med skyhøj inflation.

”Siden da har vi gennemlevet et kupforsøg, corona, inflation og jordskælv. Vi prøver bare at overleve gennem kriserne – og nu er der gået otte år,” griner Cem.

”Man vænner sig til det,” tilføjer han.

Da kaffebaren slog dørene op for otte år siden, stod en dobbelt espresso til syv lira. Under coronanedlukningen var prisen steget til 20 lira, og i dag står den til 40, som svarer til ca. 15 danske kroner.

I takt med den stigende inflation er det særligt blevet dyrere at importere udenlandske produkter som kaffebønner fra Østafrika eller Mellemamerika. Cem har flere gange været tæt på at lukke kaffebaren, men er indtil videre lykkedes med at holde forretningen i live. Han mener, at Erdogan-regeringen bærer en stor del af ansvaret for de økonomiske vanskeligheder.

”Selvfølgelig er det dem, der er ansvarlige. Om det er med vilje eller utilsigtet, ved jeg ikke, men de har lavet en masse fejl,” siger han.

Erdogans uortodokse pengepolitik, der har fået tilnavnet Erdoganomics, har fået økonomer verden over til at hæve øjenbrynene. Ikke mindst fyringen af tre chefer for den tyrkiske centralbank inden for kort tid har vakt bekymring. Mange peger på, at Erdogans indædte tro på en lav rente har forværret Tyrkiets økonomiske situation.

Men det er ikke alle tyrkere, der mener, at præsidenten kan klandres for inflationen.

”Inflation er jo et problem i hele verden,” lyder der for eksempel fra 32-årige Sukret, som tilbyder en kop tyrkisk te foran sit kontor et par kilometer fra Norm Coffee.

”Erdogan har gjort enormt meget for Tyrkiet i de seneste 20 år. Og det er gode muligheder for at finde et arbejde, hvis man er villig til at gøre en indsats,” tilføjer han.

Sukret arbejder til daglig med at udleje værelser tæt ved Cihangir-området gennem Airbnb. Han er loyal Erdogan-vælger, og selvom han også kan mærke konsekvenserne af liraens kursdyk, håber han, at præsidenten fortsat sidder på magten efter det kommende valg.

”Vi har tillid til, at han er den rette mand til at levere frihed og demokrati. Både for Tyrkiet og for verden,” siger Sukret.

Færre stærke kort på hånden

69-årige Erdogan har stadig solid opbakning blandt dele af den tyrkiske befolkning 20 år efter, at han først tiltrådte som premierminister. Men i takt med at den økonomiske vækst fra 00’erne er forduftet, er det i de seneste år blevet sværere og sværere for ham at overleve politisk i Tyrkiet, vurderer en af Danmarks førende eksperter i tyrkisk politik:

”Økonomien var Erdogans absolutte styrke i de første år, men siden 2013 er det gået ned ad bakke igen, og det har gjort ham mindre populær," siger Jakob Lindgaard fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Erdogans politiske situation er generelt karakteriseret ved, at han får færre og færre stærke kort på hånden, mener DIIS-forskeren.

De tragiske jordskælv i starten af februar har skabt yderligere problemer for præsidenten, der er under anklage for korruption i byggebranchen og for nepotisme i beredskabet.

”Derudover er det blevet sværere for Erdogan at bruge en hård udenrigspolitik - for eksempel i forhold til Sveriges optagelse i Nato, som afledningsmanøvre til at vinde indenrigspolitisk støtte, fordi nogle af dem, han typisk er ude efter, var de første til at tilbyde hjælp efter jordskælvet,” siger Jakob Lindgaard.

Fra brødre til paria

Et andet spørgsmål, der er kommet højt på dagsordenen forud for valget, er migration fra naboen Syrien. Omkring fire millioner er indtil videre flygtet til Tyrkiet siden starten på den syriske borgerkrig.

Og mens de i krigens begyndelse blev budt velkommen med stort set åbne grænser som ”sunnimuslimske brødre”, er den tyrkiske befolknings åbenhed over for migranterne faldet i takt med økonomien.

”Syrerne sidder bare og ryger vandpipe og drikker te – de vil ikke assimileres. Jeg synes, de skal sendes tilbage til deres hjemland,” lyder det sigende fra en 56-årig fabriksejer ved navn Ahmed, der bor i den nordvestlige millionby Bursa.

Det er en holdning, som deles af mange tyrkere. Ifølge en meningsmåling fra 2020 mener 72 procent af befolkningen, at syriske flygtninge skader Tyrkiets sociokulturelle struktur, mens 74 mener, at de offentlige ydelser bliver svækket på grund af migranterne.

Samme holdning har bredt sig til det politiske niveau, fortæller Idil Asan, der forsker i Tyrkiets behandling af flygtninge for University of Cambridge med base i Ankara.

”Vi kan se anti-migration over hele det politiske spektrum – fra socialdemokrater til konservative,” siger hun.

”Så uanset om regeringen fortsætter efter valget, eller om den nye koalition kommer til, er holdningen, at man vil sende de syriske flygtninge ud af landet,” fortæller Asan.

33-årige Loua en af de syrere, der er kommet til Tyrkiet på grund af krigen. Han frygter, at den politiske udvikling fører til, at han må forlade det liv, han har opbygget i Istanbul.

”Nogle gange kan jeg ikke sove om natten, fordi det er så skræmmende,” fortæller han.

Loua flygtede i 2014 fra den syriske hovedstad Damaskus, og arbejder i dag seks dage om ugen i en lille tekstilforretning i en basar tæt ved den kendte moske Hagia Sophia. Han drømmer om at stifte familie og starte egen virksomhed, men føler, at situationen er for usikker til at forpligte sig.

”Vi kan ikke rigtig planlægge for fremtiden. Jeg tænker hele tiden på det øjeblik, hvor vi kan blive smidt ud af landet. Det påvirker psyken,” siger Loua.

En folkeafstemning om Erdogan

I starten af marts lykkedes efter måneders forhandlinger for de seks oppositionspartier, der er gået sammen i en alliance mod Erdogan, at finde en fælles kandidat til præsidentvalget.

Mange havde udset Istanbul-borgmesteren Imamoglu som Erdogans største trussel til præsidentembedet. Men valget faldt efter store interne diskussioner på formanden for det socialdemokratiske parti CHP, den 74-årige økonom Kemal Kilicdaroglu.

En dygtig politisk håndværker, men ”uden kant og karisma,” fortæller Jakob Lindgaard fra DIIS:

”Han er en gammel skatteinspektør, der har skabt sin position ved at være en pragmatisk tovholder i en meget bred regnbuekoalition.”

Kilicdaroglus afdæmpede facon har givet ham tilnavnet 'Tyrkiets Gandhi', og som politisk figur står han i skærende kontrast til den karismatiske og kontante Erdogan.

Valget tegner først og fremmest til at blive en folkeafstemning om Erdogan og i mindre grad fikseret på personen Kilicdaroglu, vurderer Jakob Lindgaard.

”Hvis Kilicdaroglu ender med at blive valgt, vil det være et fravalg af Erdogan og ikke et tilvalg af Kilicdaroglu,” siger han.

Når Tyrkiet til oktober fejrer sit 100-års jubilæum, vil kriserne næppe være fortid. Men den leder, tyrkerne vælger til maj, kan sætte kursen for det nye århundrede, som Atatürk gjorde i 1923.

Mens Kemal Kilicdaroglu deler fornavn og parti med landsfaderen, har Erdogan allerede overgået Atatürk som landets længst siddende leder.

Uanset hvem, det står tilbage som vinder, venter der et enormt genopbygningsarbejde.

Tyrkiet går til valg 14. maj.

{{toplink}}

red@altinget.dk