V-profil modsiger regeringen: Drop besparelser på Roskilde Festival

INTERN URO: Roskilde Festival skal ikke miste støtte på 10 millioner årligt, siger Jan E. Jørgensen (V). Dermed går han imod regeringens forslag om at sløjfe foreningers mulighed for at få momsrefusion.

Regeringens forslag om at fjerne foreningers delvise momsrefusion skaber nu interne rystelser i Venstre.

Alene Roskilde Festival står til at miste 10 millioner kroner, og det ærgrer Jan E. Jørgensen (V), som sidder i Kulturudvalget.

“Roskilde Festival har aldrig været sat i verden for, at nogle kunne tjene penge. Man har villet støtte det frivillige foreningsliv i Roskilde og få ny musik til Danmark, som tre-fire år senere kan fylde Vega, fordi Roskilde Festival har fingeren på pulsen,” siger han.

Jan E. Jørgensens egen partifælle Karsten Lauritzen har ellers peget på festivalerne som en af årsagerne til, at man ville nedlægge ordningen på i alt 160 millioner kroner. En lang række foreninger får støtte i strid med "den oprindelige intention" om at understøtte humanitære, sociale og sygdomsbekæmpende formål, lød det i starten af måneden.

Jan E. Jørgensen ser dog ingen grund til at gøre Roskilde Festival til sorteper.

“De bruger deres overskud på at støtte alverdens gode formål. Når der er Danmarks Indsamling kommer de med en check, der er større end den fra A.P. Møller, så det er helt forfejlet bare at anskue Roskilde Festival som en festival på lige fod med Skanderborg og Northside,” siger han.

Vil bevare momsstøtte
Der er heller ikke grund til at frygte, at andre festivaler vil følge Roskilde Festivals eksempel, vurderer Jan E. Jørgensen. For at modtage momsrefusion skal man nemlig være godkendt af Skat som en almennyttig forening. Heri ligger hele forskellen, lyder det.

"Jeg kan se, der er en frygt for, at andre festivaler begynder at søge momsrefusion. Men det er jo en helt teoretisk problemstilling. For det ville kræve, at de andre festivaler gik fra at være kommercielle foretagender til at blive almennyttige fonde eller foreninger," siger Jan E. Jørgensen og fortsætter:

“Det svarer jo til at sige: Hvad nu hvis Magasin begyndte at sølge genbrugstøj ligesom Røde Kors-butikkerne? Men det gør de ikke. For de er sat i verden for at tjene penge. Og genbrugsbutikkerne er sat i verden for at samle penge ind til nødhjælp.”

Samlet set har Jan E. Jørgensen svært ved at forstå, hvorfor regeringen vil skære i støtten til foreningsdanmark.

“Jeg ser ikke behovet for at fjerne foreningers mulighed for at få momsrefusion," siger han.

Jan E. Jørgensen har gennemgået Skats alenelange liste med godkendte formål, og han har svært ved at finde nogen åbenlyse tidsler.

“Jeg ved ikke, hvem det er man tænker på. Jeg kan ikke se, at der står nogen på den liste, som ikke burde stå der,” siger han.

Dyreparker er også blevet fremhævet som tvivlsomme eksempler på formål, der bør få momsrefusion. Den køber Jan E. Jørgensen heller ikke.

“Det ville være katastrofalt, hvis Den Blå Planet eller Zoologisk Have skulle lukke eller downsize deres aktiviteter. Der er tusindvis af skoleelever, der har glæde af den naturformidling, de står for,” siger han.

Skatteminister afviser kritikken
Ifølge Altingets oplysninger er Jan E. Jørgensen langt fra er den eneste Venstre-politiker, som er kritisk over for at fjerne foreningers momskompensation.

Flere medlemmer af Venstres folketingsgruppe arbejder på de indre linjer for at få forslaget tilbage i skrivebordsskuffen i Skatteministeriet. Her fastholder man imidlertid, at der er ræson i at nedlægge ordningen og i stedet oprette en reserve på 67 millioner kroner, som det oprindeligt var intentionen at tilgodese.

”Der er hundredvis af almennyttige formål på listen over modtagere – heriblandt festivaler, dyreparker osv. Jeg betvivler på ingen måde de gode formål, som de modtagere støtter. Slet ikke. Men vi kan se, at momskompensationen er vokset markant hen over årene. Og når listen over ansøgere og modtagere vokser så meget – for eksempel i form af festivaler – er der jo også færre penge til eksempelvis humanitære organisationer, både store og små," lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) i en skriftlig reaktion på partifællens kritik.

Derfor fastholder han logikken i at "sanere ordningen", men den megen polemik har alligevel gjort indtryk på skatteministeren.

"Jeg har noteret mig, at der er en del debat om forslaget. Det drøfter vi så med partierne i den kommende tid,” fortsætter Karsten Lauritzen.

Forrige artikel Svækket Merkel kan bremse europæisk reformtog Svækket Merkel kan bremse europæisk reformtog Næste artikel Dagens overblik: Danmark har budt 1,7 milliarder på EU-agentur Dagens overblik: Danmark har budt 1,7 milliarder på EU-agentur