V-borgmester trækker sig til valget efter sag om skur

Borgmesteren i Læsø Kommune Karsten Nielsen (V) trækker sig som sit partis borgmesterkandidat ved novembers kommunalvalg. Det skriver Nordjyske.

Karsten Nielsen begrunder sin beslutning med ”skursagen” - en omdiskuteret sag om kommunaldirektør Peter Pietras, der på et tidspunkt boede i et ulovligt skur på sin sommerhusgrund.

"Jeg trækker mig, fordi det er mig, der får skylden for hele sagen, og jeg kan ikke leve med, at Venstre ikke stiller med det stærkeste hold til kommunalvalget," siger Karsten Nielsen til avisen.

Meldingen kommer, efter at kommunaldirektør Peter Pietras onsdag sagde sit job op i Læsø Kommune.

Det skete efter kritik af, at han havde lagt pres på medarbejdere i kommunens egen forvaltning i forbindelse med en byggesag på sommerhusgrunden.

Selv har Peter Pietras afvist at have gjort noget forkert i sagen. Borgmester Karsten Nielsen mener heller ikke, at der er noget at bebrejde den afgående kommunaldirektør.

Forrige artikel Kristian Ditlev Jensen modtager Drachmann-legatet Næste artikel Østrigs kansler går af efter korruptionsanklager Østrigs kansler går af efter korruptionsanklager