Unicef-direktør bliver ny generalsekretær

Unicef Danmark udnævner Susanne Dahl til ny generalsekretær. Hun sidder allerede i den øverste ledelse for Unicef Danmark. Susanne Dahl afløser Karen Hækkerup, der i januar meddelte, at hun ville træde tilbage fra posten. 

Unicef Danmark har fundet sin nye generalsekretær blandt egne rækker. Valget er faldet på Susanne Dahl, som har været direktør for partnerskaber og programmer siden 2018. 

Det skriver Unicef Danmark i en pressemeddelelse

Susanne Dahl skal fremover stå i spidsen for Unicef Danmarks arbejde for at hjælpe børn i hele verden – både i aktuelle kriser og generelt.  

"Vi har i øjeblikket et stort fokus på børnene i Ukraine og alle dem, der er på flugt, og vi har oplevet en enorm opbakning både fra den danske befolkning og fra vores vigtige partnere i erhvervslivet," siger Susanne Dahl i pressemeddelelsen.

"Men også mange andre steder i verden er der børn, der har brug for hjælp. Det er vores opgave at hjælpe dem alle – ikke bare til at overleve – men til at kunne opfylde deres fulde potentiale," tilføjer hun.

Susanne Dahl tiltræder posten som generalsekretær 1. april. Hun har tidligere arbejdet for blandt andet Bikubenfonden og Egmont Fonden. Derudover har hun været udviklingskonsulent på etableringen af Fondenes Videnscenter. 

Forrige artikel Altinget-chef skal stå i spidsen for københavnske lokalmedier Altinget-chef skal stå i spidsen for københavnske lokalmedier Næste artikel Maltas premierminister sikrer arbejderpartiet tredje sejr i træk Maltas premierminister sikrer arbejderpartiet tredje sejr i træk