Umage makkerpar: Politisk hastværk skader demokratiet

HAST: Morten Østergaard og Søren Gade går sammen om at bekæmpe hastværk i Folketinget. Det er et demokratisk problem, mener de.

Et umage makkerpar bestående af gruppeformand for Venstre, Søren Gade, og de Radikales leder, Morten Østergaard, vil have ændret reglerne for politisk hastværk i Folketinget.

Det politiske hastværk er en direkte trussel mod selve det danske demokrati, for retssikkerheden og for den offentlige debat, lyder deres opråb til regeringen og Folketinget, ifølge Berlingske.

”Vi har set i det år, der er gået, at regeringen har følt sig kaldet til at fravige de normale lovgivningsprocedurer i op mod en tredjedel af de lovforslag, som den lagde frem. Det giver anledning til at overveje, hvordan vi i virkeligheden sikrer ordentlige demokratiske procedurer,” siger Morten Østergaard til avisen.

I over hver tredje af de 190 fremsatte lovforslag, der har været sendt i høring i sidste folketingsår, har politikerne således fraveget de nedsatte tidsfrister og retningslinjer for høringer på fire uger, viser tal fra Advokatsamfundet.

I visse tilfælde har foreninger og organisationer kun haft få dage.

Søren Gade mener, at hastværket er med til at undergrave tilliden til lovgivningen og politikerne.

Forrige artikel Venstre vrager borgmester som spidskandidat i København Venstre vrager borgmester som spidskandidat i København Næste artikel Topforskere i hård kritik af nye klagenævn Topforskere i hård kritik af nye klagenævn