Ukraine tog dagsordenen på europæisk kirketopmøde: "At være kristen er mere end bare det lokale sogn"

Europæiske kirker må stå sammen imod den russiske aggression. Det mener den europæiske kirkeorganisation CEC, som netop har afholdt et stort topmøde i Estland. "Det er fantastisk spændende, at kirkerne får lov til at præge den europæiske politiske udvikling," fortæller dansker, der deltog.

Konferencen for Europæiske Kirker (CEC) fordømmer alt ved Ruslands angrebskrig og står last og brast med de ukrainske kirker.

Dermed har den europæiske kirkeorganisation, hvor den danske folkekirke er medlem, valgt en helt anden tilgang til krigen i Ukraine, end tilfældet er hos Kirkernes Verdensråd - et internationalt samarbejde mellem kristne kirker. Kirkernes Verdensråd har fået kritik for at føre en dialog med russerne.

Fra en netop overstået generalforsamling i den estiske hovedstad Tallinn har CEC udsendt en tekst, hvori organisationen opfordrer europæiske kirker til at stå på Ukraines side.

"CEC opfordrer kirker, regeringer og civilsamfundet til at støtte Ukraines modstandskamp mod Ruslands aggression. Vejen til en fremtidig fred bliver ikke let," lyder det i udtalelsen, som fortsætter:

"Kirker, især dem opdelt efter politiske eller regionale konflikter, bidrager til konflikten og lidelsen og skal søge at være fredsstiftere, kæmpe for retfærdighed og sandhed og være fortalere for ansvarlighed og menneskerettigheder."

På det flere dage lange topmøde i Tallinn deltog flere repræsentanter fra folkekirken. Heriblandt Anders Gadegaard, som er sognepræst og medlem af hovedbestyrelsen i CEC, og Christina Rygaard, som er provst i Tønder.

Det er vigtigt, at folkekirken deltager i internationale konferencer, fastslår Christina Rygaard.

"Vi må ikke tro, at tro og nationalisme hører sammen. Tro er i sig selv altid grænsespringende. Den åbenhed, folkekirken viste, da der kom ukrainske flygtninge, er også et tegn på, at der er en klar bevidsthed om, at det at være kristen er mere end bare det lokale sogn," siger hun.

Kister i stedet for brudekjoler

For Anders Gadegaard handler det internationale kirkesamarbejde i øjeblikket blandt andet om at knytte Ukraine tættere på resten af Europa.

"Vi kan understøtte Ukraine på mange måder. Vi kan besøge dem. Vi kan sende dem hjælp. Vi kan inkludere dem i vores møder og konferencer og dermed knytte stærke bånd. Der er ingen tvivl om, at de i endnu stærkere grad vil være en integreret del af Europa," siger han.

{{toplink}}

At der nu igen er krig på det europæiske kontinent, har gjort CEC endnu mere relevant, mener Anders Gadegaard. Faktisk minder situationen nu en del om situationen, da CEC blev grundlagt i 1950’erne.

"CEC er opstået med det formål at sikre forbindelser mellem kirker i øst og vest. Det er lidt der, vi er igen. Det er en genopfindelse af præcis det raison d'être, der ligger bag det kirkelige samarbejde," siger han og uddyber:

"Det er fantastisk spændende, at kirkerne får lov til at præge den europæiske politiske udvikling med det menneskesyn, som kristendommen står for, der handler om at tage imod den fremmede, at være åben over for forskelligheder, og at ligheden er så udbredt som muligt."

Christina Rygaard, der deltog i topmødet i Tallinn som delegeret, blev særligt rørt, da en gruppe unge ukrainere, som er kirkeligt engagerede, indtog scenen.

"Når man hører en ung kvinde sige, at hun køber kister i stedet for brudekjoler, og i stedet for at gå til bryllupper går de til begravelser, så gør det altså stort indtryk," fortæller Christina Rygaard.

Det er møder som disse, der er med til at give kirkerne en rolle at spille, mener hun.

"Hvis vi som kirker skal kunne løse opgaver uden for vores egen lille snævre lokale kontekst, er det nødvendigt, at vi har et forum som CEC, hvor der ikke bare er formelle bånd, men også personlige relationer, der gør, at vi kan nærme os hinanden. Det er bare nemmere at samarbejde, når man har mødt hinanden."

Forrige artikel Partier vil hjælpe førstegangskøbere med helt ny Partier vil hjælpe førstegangskøbere med helt ny "hybrid mellem en ejerbolig og en lejebolig” Næste artikel Radikale, Enhedslisten og SF: Aagaard skal bevæge sig, hvis vi skal med i aftale om vejen til 2025-mål Radikale, Enhedslisten og SF: Aagaard skal bevæge sig, hvis vi skal med i aftale om vejen til 2025-mål