Ukonventionel ngo har ligeløn, ingen frivillige og bruger ikke ordet 'udsatte'. Den tilgang har givet god vind i sejlene

Har du også spekuleret på, hvad der mon foregår i det gamle kapel midt på Assistens Kirkegård på Nørrebro? 

Det har jeg.

Og med halvdelen af mine leveår bosat i hovedstaden og ud af dem næsten halvdelen i postnummer 2200, er det med skam at melde, at jeg først for nylig fandt ud af det.

Stedet har sin egen fortælling – den får du ikke her.

Men siden 2022 har Kapellet huset et af ngo’en Turning Tables Danmarks tre kulturlaboratorier. Og den dag i dag rummer det tillige en lidt ukendt og meget usædvanlig fortælling om, hvordan man også kan være ngo.

Det er den, du får her. 

De lyse, højloftede rum med kunstfærdigt udskårne vinduer er nu malet i krasse farver og rummer lyd- og fotostudier, galleri og et enkelt, spartansk indrettet kontor. Om eftermiddagen er her fuldt af unge, som skaber deres egen kunst: Musik, foto, film – assisteret af professionelle kunstnere.

I disse rum møder jeg Martin Højland – som, ærligt, måske ikke ville synes om at blive kaldt ngo-verdenens Lars von Trier, men som driver organisation på en så radikal måde, at associationen ligger snublende nær.

Dog på ingen måde ud fra tanken om, at der skal ligge et sæt dogmer bag den måde, han som direktør og medstifter driver organisation. Mere ud fra, hvad han selv finder meningsfuldt, og ikke mindst hvad han ikke finder meningsfuldt.   

Indtil videre har de radikale tanker givet ekstremt meget pote. Turning Tables Danmark er siden etableringen i 2016 som en dansk afdeling af den internationale ngo Turning Tables vokset støt og modtager finansiering fra fonde, virksomheder, NGO’er og kommuner og havde i 2023 en omsætning på godt 10 mio kroner.

Dogme eller ej – Martin Højland og teamet omkring ham praktiserer en række principper, som kan virke usædvanlige i ngo-verdenen, måske endda provokerende for nogen.

Her kan du høre, hvad der ligger bag en håndfuld af dem, og hvad de har af konsekvenser.

1. Turning Tables har ingen klassiske frivillige

”Vi har intet imod frivillighed – vi er bare lidt skæve på det. For os bliver de unge, som vi arbejder med, til frivillige, når de f.eks. skaber musik og kunstværker som fremføres og skaber værdi for andre. De frivillige og målgruppen er på den måde sammenflydende.

Dertil kommer, at vores musik-, film- og fotoinstruktører kommer fra en branche (kultur, red.), som generelt har dårlige og usikre arbejdsvilkår. Det er ikke en faggruppe, vi ønsker at udnytte endnu mere til at arbejde underbetalt eller gratis,” lyder begrundelsen.

Noget andet, der har betydning, er, at Turning Tables Danmark arbejder med børn i almene boligområder, hvor forekomsten af flygtige projekter og flygtig voksenkontakt er høj. Så kontinuitet har prioritet. Det får man lettere med ansatte end med frivillige. 

”Større og ældre organisationer har typisk et korps af trofaste frivillige ’på den gammeldags måde’. Det har vi ikke – og den slags frivillige har heller ikke de kompetencer, vi skal bruge,” forklarer Martin Højland og uddyber, at meget af arbejdet har en karakter, hvor han heller ikke mener, det vil være rimeligt at lade frivillige udføre det. 

”Vi efterspørger højt specialiserede kunstfaglige kompetencer og beder ydermere om, at man skal have et stort socialt overskud og tage ansvar for børn og unge i mange forskellige situationer. Hvis man skal tage 18 børn med til Folkemødet og afvikle en koncert, skal man også have løn,” siger han.

Hvad har det betydet?

”At vi ikke har nogen voksenfrivillige, gør at vi er dyrere end en fodboldklub. Det udelukker os samtidig fra at søge en lang række puljer og driftsstøtteordninger, der oftest kræver at man har frivillige i klassisk forstand.”

Turning Tables opererer heller ikke med medlemskaber. Der deltager hundredvis i organisationens aktiviteter, men ingen er registreret som medlemmer.

”De fleste foreninger og fritidsaktiviteter har en form for betalt medlemskab. Det ville være en barriere for mange af de børn, unge og familier, vi arbejder med. Det er dyrt at “gå til kultur” i Danmark. Og selv hvis vi kunne yde tilskud eller give ’friplads’ til nogen, ønsker vi ikke at bidrage til den stigmatisering, der er forbundet med at være med på en fribillet. Hvis vi skal have 15 unge med til et arrangement, skal ingen søge om fribillet, fordi de er særligt udsatte,” forklarer Martin Højland. 

{{toplink}}

2. Alle Turning Tables Danmarks ansatte får det samme i løn

For hvad han husker som et par år siden, fik Martin Højland lyst til at bryde med forestillingen om, at nogen roller er mere værd end andre. Dem, der er sammen med unge og dem, der sørger for at husene er rene, er lige så meget værd som dem, der skaffer pengene, mente han.

Derfor indførte de en ligeløn på 40.000 kroner om måneden plus pension for en fuldtidsstilling, justeret i andre konstellationer (for eksempel deltidsansatte).

”Alle var ikke helt overbeviste om ideen fra start. Men dem, der tvivlede, har været meget positive over, hvordan de oplevede andres værd i organisationen efterfølgende. Oplevelsen er, at det gør meget for sammenhængskraften,” fortæller Martin Højland, hvis tanker udspringer af en generel undren over, hvilke dele af samfundet og hvilke brancher, der (be-)lønnes bedst:

“Det er både problematisk og paradoksalt, at man ikke må tjene godt, hvis man gør noget godt for andre mennesker. Man må gerne producere plasticlort, sende det ud i verden og blive millionær, men man må ikke tjene en god løn på at hjælpe mennesker i vanskelige livssituationer,” lyder hans undren. 

Overført til hans egen organisation anerkender han, at nogen har større ansvar end andre, men han mener stadig, at det er et bizart set-up, at ’dem der arbejder med en computer, værdsættes mere end dem, der har med mennesker at gøre.’

”Ligelønnen har styrket vores forståelse for hinandens forskellige bidrag og vi undgår, at der f.eks. opstår en følelse af, at dem på kontoret sidder og hygger sig ved computeren og tjener mere end dem der knokler på jorden. Man cutter meget fnidder ud af personaleligningen,” siger Martin Højland

Hvis du synes, det er problematisk, at man ikke må tjene gode penge på at gøre noget godt for andre mennesker, er det så ikke kontraproduktivt, at I har ligeløn og netop ikke kan belønne nogen ekstra for deres gode indsats?

”Jo, det kan du have ret i. For os er det vigtigere at gå planken ud i forhold til vores værdi om at værdsætte vores indsatser lige. Uanset om du gør rent eller skriver fondsansøgninger. Ligelønnen betyder, at en stor del os tjener mere end i tilsvarende jobs andre steder. Og så er vi nogle få, der tjener mindre. Samlet set har vi hverken højere eller lavere lønudgifter end andre ngo’er. Vi har bare spredt lønnen mere jævnt ud på hele gruppen. Lønnen er samtidig en del af en pakke med meget fleksibilitet, frihed til orlov og hjemmearbejde og meget høj grad af indflydelse på opgaver og arbejdsliv.” 

Hvad har det betydet?

”På minussiden at det er dyrt at hæve lønnen – som der har været pres på, især under inflationen sidste år. På plussiden at vi er en attraktiv arbejdsplads, som folk meget sjældent forlader. Vi har kun sagt farvel til en håndfuld medarbejdere gennem de sidste syv år. I dag er vi 64 ansatte, og mange har været med i mange år. Det er både godt for os som kollegaer, og for de unge vi arbejder med. Kontinuiteten i relationen til dem er afgørende for at skabe forandring, og derfor er gode arbejdsvilkår så vigtige.”

3. Nægter at give efter for kommunikationspres på SoMe

”For det første er voksnes selviscenesættelse på LinkedIn i bund og grund det samme, som kvæler unge på Insta og tiktok,” mener Martin Højland, som er indædt modstander af det, han beskriver som kommunikationspres blandt donorer, fonde, politikere og partnere udefra og i mange tilfælde organisationer og ansatte indefra.

”Det er dybt paradoksalt, at vi i civilsamfundet nu endelig er bevidste og enige om sociale mediers skadelige indflydelse på ungdommen og samtidig kører et voksent parallelspor, hvor vi dyrker viser succeser og netværk på helt samme måde. Det er ikke sjovt at gå på LinkedIn, hvis man ikke slår til på sit arbejde. Der er ufatteligt meget overfladisk se-mig og bla-bla og ofte indebærer det en underliggende stigmatisering af de grupper i samfundet, som endnu et netværksmøde skal 'redde' fra deres udsathed,” uddyber han.

For det andet er det et spørgsmål om at prioritere ressourcer. I Turning Tables Danmark mener Martin Højland, at medarbejderne skal bruge deres tid på aktiviteterne.

”Det er jo okay, at andre kommunikerer og poster så meget de har lyst til, men jeg kan blive mystificeret over, hvordan de har ressourcer til det. Vi forsøger kun at kommunikere det essentielle, og i vores tilfælde er det de unges kunst og stemmer - ikke organisationens vindinger. Det er relevant at kommunikere tre digte fra unge, som giver læseren et nyt indblik i unges tanker, ikke at jeg nu har været på KLs konference og holde oplæg,” siger han.

Mange donorer – fonde for eksempel – stiller jo krav om, at deres partnere skal kommunikere i en eller anden grad om de aktiviteter, de støtter. Hvordan honorerer I de krav? 

”Vores kommunikation sker primært gennem aktiviteterne i form af koncerter, fotoudstillinger og filmfremvisninger. Eller vores halvårlige kunstmagasin, hvor de unge viser deres arbejde og giver indblik i deres hverdag. Jeg oplever, at vores partnere forstår, hvorfor det netop er her - og med udgangspunkt i de unge - at kommunikationen sker, og vi får ofte at vide, at det er befriende, at vi har fokus på det, det handler om og ikke på at sælge os selv. Jeg tror, det er overvurderet at kommunikere om egne sejre på sociale medier – det er stærkere, når andre kommunikerer om ens gode arbejde. Vores oplevelse har i hvert fald været, at når vi har brug for hjælp fra politikere eller fonde, er døren åben.”

Og både SoMe og pressearbejde tager dyrebar tid fra de egentlige aktiviteter:

”At involvere sig med pressen kræver, at vi gennem hele processen sikrer os, at de unge repræsenteres respektfuldt og ikke omtales som f.eks. ’marginaliserede’ eller ’unge fra betonblokken’. Det er jo go-to vinklen for pressen og egentlig også civilsamfundet selv, der ofte iscenesætter sig selv som en branche, der frelser nogen andre,” siger Martin Højland.

Og det er en meget passende bro til den næste usædvanlige beslutning, han og Turning Tables Danmark har taget. 

4. Har renset internt sprog for nedgørende formuleringer om målgruppen 

En anden af Martin Højlands kæpheste handler om, hvor meget (social-)’systemet’ forstærker negative narrativer om de mennesker, sektoren er sat i verden for at støtte. Og hvor problematisk, det er, at store dele af civilsamfundets selvforståelse er baseret på rollen som frelsere, og særligt på socialområdet, i en struktur gennemsyret af problemfokus og behandlingslogik, fyldt med stigma og ’kasser.’

Sat på spidsen betyder det, at ”du ikke kan få penge, hvis du ikke taler dårligt om de mennesker, du arbejder med,” som han siger.

Derfor har Turning Tables Danmarks modtræk været over en årrække at ’rense’ sproget i interne dokumenter, vedtægter, ansøgninger, evalueringer osv. for hvad de selv betragter som stigmatiserende sprogbrug. 

Så hvad er det, I siger og ikke siger?

”Vi siger almene boligområder, ikke udsatte boligområder. Vi siger børn og unge, ikke udsatte børn og unge. Og ellers siger vi tingene rimelig meget som de er: At vi oplever børn og unge i forskellige livssituationer, nogle er ikke med i skolen, nogle er ensomme, nogle har udfordringer i familien. Tommelfingerreglen er, at de selv eller deres forældre skal kunne læse en fondsansøgning og se sig selv i det. Det kan jeg jo ikke sige om de gør, men vi er i hvert fald meget opmærksomme.”

Den lektion er Martin Højland ikke kommet gratis til.

På et tidspunkt havde han sendt en ansøgning til en kommunal forvaltning, hvori en del af målgruppen for indsatsen var beskrevet som ’udsatte unge.’ Der var også fotos med fra tidligere projekter i området. Den ansøgning havde faren til en pige på et af fotografierne tilfældigvis læst. Og han var ikke venligt stemt.

”Så blev jeg ringet op og måtte stå skoleret på Tingbjerg skole og undskylde over for faren. Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg godt forstod ham, og at ’det her skal jeg ikke igen.’ Selvom jeg i situationen oplevede det som lidt hårdt, fordi jeg syntes, vi allerede var meget opmærksomme på at være respektfulde over for de unge, vi arbejdede med,” husker Martin Højland.

Ud over lærepengene på Tingbjerg skole, har Turning Tables Danmark også en anden aktør at takke for bevidstheden om, hvor meget sprog og kommunikation betyder: Boligselskaberne.

Martin Højland kalder det ligefrem et stort held, at Turning Tables fra starten ikke fik en stor fondsbevilling, men i stedet blev ’tvunget’ til at skulle samarbejde både med boligselskaberne og de boligsociale medarbejdere.

”Der lærte vi respekten for, at når et boligselskab putter penge i en indsats, så er det lejernes penge. Det er noget andet end penge fra xx fond. Nogle fonde ville helst have givet en stor donation til at hjælpe unge i nogle superdårlige livssituationer, og det var også vores forestilling om, hvad vi skulle,” erkender han. 

Men han blev hurtigt klogere:

”Ingen forældre er interesserede i, at deres børn er en del af et projekt for superudsatte. Og både boligselskaber og helhedsplaner var tydelige på, at indsatserne både skal være for de få, der skaber utryghed, og står i problematiske livssituationer, men i lige så høj grad for alle de drenge og piger, som gerne vil og kan, men hvis muligheder bare er indskrænkede, fordi de bor, hvor de bor, eller har et anderledes efternavn.”

Med den erkendelse i baghovedet blev det ganske simpelt en nødvendighed at ramme balancen i kommunikationen.

”I beboerdemokratier skal man overbevise unge og gamle beboerdemokrater fra hele det politiske spektrum. Så vi må være totalt apolitiske, uden en holdning til Dansk Folkeparti eller Israel-Palæstina. Hvis ens familie stemmer på DF, skal man stadig kunne komme hos os,” forklarer Martin Højland og tilføjer at netop den fælde er let at falde i:

”Rigtig mange ngo’er er meget venstreorienterede i deres kommunikation og profil. Men hvis du er det, kan du ikke forankre dig i almene boligområder, hvor beboerdemokratierne repræsenterer hele det politiske spektrum. Det værste, vi kan fremstå som, er en venstreorienteret kunstnerorganisation, som gerne vil redde folks børn,” uddyber han.

Men hvordan får I så penge, hvis normen er, at man skal tale om målgruppen på en bestemt måde for komme i betragtning til fondsbevillinger eller offentlige puljer?

”Det kan også være svært at navigere i. I vores ansøgninger prøver vi at sandsynliggøre, at nogen i de almene boligområder er i de grupper, som fonden eller puljen støtter.  Det er jo ikke fordi, vi ikke også har social udvikling som formål, og selvfølgelig må man kunne tale om problemerne. Vi tror bare, at den positive forandring sker, hvis man fokuserer på, at de unge beriger kunsten og kulturen, og at det lige så er meget os, der bliver reddet af dem.”

Hvad har det betydet?

”Vi fravælger at søge puljer og fonde, hvis det kræver en meget hård italesættelse af de børn, unge og områder vi arbejder i. Konkret havde vi en situation, hvor vi ikke kunne trække på Center for Frivilligt Socialt Arbejde, fordi vi ifølge vores vedtægter ikke arbejdede med såkaldt socialt udsatte. Men ellers er vores erfaring, at fonde og andre donorer er positive, når vi er åbne og ærlige omkring vores valg og fravalg.

Der kan godt være lidt et tudekor fra ngo’erne og en negativ forestilling om, hvad fondene vil og ikke vil. Men hvis man er i stand til at fremlægge seriøse visioner og er åben omkring, hvad man kan og især ikke kan, er det muligt at få store fonde og andre donerer med."

Nu er det jo lykkedes for jer med den tilgang. Men hvis nu, I ikke var lykkedes med at få finansiering, ville I så være lige så faste i kødet med jeres idealer?

”Det tror jeg faktisk. Så havde vi fundet en alternativ vej. Eller lukket ned. Det håber jeg, selvom det jo er gratis for mig at sige i vores nuværende situation. Vi har i dag opbygget relationer til så mange skønne børn og unge og opnået en vigtig indsigt i deres perspektiver som gør, at vi gør os umage for at alting foregår på en måde, som de finder værdig.”

5. Kalder lyve-legen ud og går målrettet efter driftsbevilling

Martin Højland har et ord, han bruger om noget, alle i ngo-verdenen kender til:

Lyve-legen.

Som betegnelse for det fænomen, at hver gang et afprøvet, gangbart initiativ løber ud ’opfinder man’ nye projektben og søger ny finansiering til det ’nye’ projekt.

”Det er totalt latterligt, alle ved det, og det bliver nødt til at stoppe,” siger han om det. 

Han er heller ikke i tvivl om, hvor man skal kigge hen for at lave om på det.

”Fonde er fantastiske, men de har et enormt ansvar for projektmageriet og ideen om, at der hele tiden skal udvikles nyt. Resultatet på jorden er katastrofalt. Både boligsociale helhedsplaner og kommuner er trætte af opkald og ideer om, at kommunen skal overtage indsatsen, for at det bliver en succes. Det giver ikke mening at blive ved at lave nye udviklingsprojekter,” siger han.

Når Turning Tables Danmarks egne fondsbevillinger udløber om et par år, er det derfor ambitionen at samle en række store fonde om en fælles, langsigtet (seks eller otte års) plan. En plan, hvor organisationen ikke har fokus på at åbne nye fysiske kulturlaboratorier, men som styrker aktiviteter og potentialer i de eksisterende huse.

Hvor fondene vil skulle finansiere drift, men dog samlet dække under halvdelen af udgifterne – resten skal komme fra kommuner, boligselskaber og virksomheder. Skalering i dybden, ikke i bredden, kalder han det.

”Hvis det ikke lykkes at få opbakning fra fondene til at arbejde i dybden med noget, der har vist sig at virke - mener jeg, at situationen er kritisk. Men det handler jo også om, at vi arbejder åbent og ærligt med alle vores udfordringer. Hvis vi ikke ønsker den klassiske skaleringsrejse, må vi tilbyde fondene en anden og lige så væsentlig udviklingsrejse: Dybde og kvalitet for de børn og unge, vi er så heldige at arbejde med” lyder det i et tonefald, som på en gang lyder åbent og ydmygt, men som i realiteten hviler på erfaringer om, at alting er muligt.

For eksempel har Turning Tables Danmark modtaget en større bevilling fra A.P. Møller Fonden til at ansætte flere medarbejdere og sende dem på efteruddannelse.

Organisationen har også modtaget en større bevilling til såkaldt kapacitetsudvikling – i praksis en driftsbevilling – fra en fond i Singapore med danske rødder, hvor pengene bruges til at ansætte medarbejdere til HR og udvikle det eksisterende personale.

gsb@altinget.dk