Ugen i dansk politik: Folketinget åbner og minkkommissionen går i gang

Den kommende ugekalender byder på åbning af Folketinget med debatter og taler. Og så begynder Minkkommissionen, rigsretssagen mod Støjberg kører videre, og en række politikere er kaldt i åbne samråd. Få overblikket.

Det tegner til at blive en hæsblæsende uge i dansk politik. Få overblikket her:

Mandag

  • Klokken 09.15 holder udenrigsminister Jeppe Kofod (S) doorstep om Afghanistan. Dette finder sted ved Dansk Institut for Internationale Studier. Ministeren vil efter planen udtale sig om, hvordan Danmark i fremtiden vil arbejde med at udvikle en strategi for Afghanistan.

Tirsdag

  • I dag er der præcis seks uger til kommunalvalget. Det betyder, at man nu kan sende brevstemmer ind til både kommunal, og regionsvalg. Man kan brevstemme frem til fredag den 12. november. Selve valgdagen er 16. november.

 

  • Klokken 11 er der ikke-religiøs fejring af Folketingets åbning, faciliteret af Humanistisk Samfund. Arrangementet er som et supplement til den gudstjeneste, der afholdes i forbindelse med åbningen af Folketinget og afholdes på Johan Børups Højskole.

 

  • Klokken 12 åbner Folketinget, og dermed det nye folketingsår. Statsministeren vil holde en åbningstale for medlemmer af Folketinget, seere og den royale familie.

Onsdag

  • Klokken 9 starter en ny dag i Rigsretssagen mod Inger Støjberg. I dag vil der være afhøring af forhenværende ministersekretær Andreas Højmark Søndergaard og afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen. Sagen forventes af være afsluttet inden jul, og har i alt 38 retsmøder planlagt.

 

  • Klokken 9 holder Folketingets retsudvalg et temamøde om resocialisering og uddannelse i kriminalforsorgen. Mødet afholdes som forberedelse til de kommende forhandlinger om Kriminalforsorgens økonomi og afholdes på Christiansborg.

 

  • Klokken 11 holder Folketingets retsudvalg et temamøde om sagsomkostninger i straffesager, der skal sætte fokus på den gældende ordning for pålæg af og betaling for sagsomkostninger i straffesager. Derudover vil man drøfte de økonomiske og personlige konsekvenser af gæld i straffesagsomkostninger. Mødet afholdes på Christiansborg.

 

  • Klokken 11.30 er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kaldt i åbent samråd, hvor ministeren blandt andet skal svare på, hvilke initiativer han vil tage i brug for at sikre et arbejdsmiljø der er fri for asbest. Derudover skal han svare på, om den praksis man har for prøvetagning efter asbest på arbejdspladser, er klar nok.

 

  • Klokken 13 er der møde i folketingssalen, hvor dagsordenen endnu ikke er offentliggjort.

 

  • Klokken 14.30 er fødevareminister Rasmus Prehn (S) kaldt i åbent samråd om foreninger, der importerer syge hunde fra udlandet, og hvor andre alvorlige uregelmæssigheder og tvivlsomme forretningsmetoder er dokumenterede. Ministeren skal blandt andet svare på, hvad hans holdning er til disse foreninger. 

Torsdag

  • Klokken 9 er der åbningsdebat i Folketinget, hvor politikerne debatterer med udgangspunkt i statsministerens åbningstale. Debatten varer typisk mange timer og kan trække ud til sent.

 

  • Klokken 9 starter endnu en dag i Rigsretssagen mod Inger Støjberg. I dag skal afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen afhøres.

 

  • Klokken 9 starter afhøringerne i Minkkommissionen, der har til opgave at afdække omstændighederne i forbindelse med den nationale aflivning af mink, i forbindelse med corona-pandemien. I dag er det planen at Tejs Binderup, Kåre Mølbak og Paolo Drostby skal afhøres. Kommissionen kan i yderste konsekvens komme frem til, at en rigsretssag bør føres mod statsminister Mette Frederiksen (S).

Fredag

  • Klokken 9 starter anden dag i minkkommissionen, hvor Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm, Line Nørbæk fra Erhvervsministeriet, Uffe Stormly fra Rigspolitiet og Paolo Perotti skal afhøres. Dette finder sted i retten på Frederiksberg. 

Lørdag

  • I dag holder Venstre landsmøde, der strækker sig til søndag. Arrangementet finder sted i Jyske Bank Boxen i Herning. 

 

Forrige artikel Ny opgørelse fra staten: Rekordmange job kan ikke besættes Ny opgørelse fra staten: Rekordmange job kan ikke besættes Næste artikel Dagens overblik: Det trækker ud med en grøn landbrugsaftale, og tusindvis af ældre kommer sjældent ud af hjemmet Dagens overblik: Det trækker ud med en grøn landbrugsaftale, og tusindvis af ældre kommer sjældent ud af hjemmet