Udvanding af udviklingsmål kaldes stor fejltagelse

BRUXELLES: ”Et tomt løfte”, ”en fejltagelse” og ”skuffende vagt” er nogle af de reaktioner, som EU’s udviklingsministre er blevet mødt med, efter de i maj valgte ikke at sætte en dato på, hvornår Unionen skal leve op til sin målsætning om at levere mindst 0,7 procent af blokkens bruttonationalindkomst på bistand til udviklingslandene.

EU-landene gav i 2005 hinanden håndslag på, at de i 2015 ville være nået i mål. Realiteten er, at kun fire lande i dag lever op til forpligtelserne, og at EU tilsammen i år kun vil lægge anslået 0,42 procent af BNI i udviklingsmidler. Ifølge Ministerrådets udregninger efterlader det en manko på 287 milliarder kr. alene i år.

Derfor har mange lande vægret sig ved at sætte en ny, håndfast tidsramme op, fordi de finder det urealistisk, at landene skulle nå til de højder inden for den nærmeste fremtid.

Kompromiset er blevet, at ministrene vil forpligte sig til at nå 0,7-målet inden for tidsrammen af den globale udviklingsaftale, som det er meningen, at verdenssamfundet skal indgå i FN-regi til september, men som det endnu er usikkert, hvordan kommer til at se ud.

De 15 såkaldte "gamle" EU-lande har et mål om at bruge mindst 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand. Det er der kun fire lande, der nu lever op til. 

 

Skuffelse over ministrene 
Det bekymrer en række udviklingsorganisationer, der mener, at det skubber en opfyldelse af forpligtelserne alt for langt ud i fremtiden, hvis de skal hænges op på en efterfølger til de såkaldte 2015-mål, som ser ud til at få en tidshorisont helt frem til 2030.

Oxfam International mener, det er ufint spil i forhold til forhandlingerne om en ny aftale.

”Det er et tilbageskridt, når EU-lande insisterer på, at spirende økonomier leverer deres fair andel, mens de selv fortsat ikke kan levere på deres egne bistandsmål. EU-landene ved, hvor vigtig udviklingsbistand er for at bekæmpe fattigdom og ulighed, men lever alligevel fortsat ikke op til sine egne løfter,” siger Hilary Jeune, der er Oxfams EU-policyrådgiver.

Hos paraplyorganisationen Concord Europe kaldes målet ”skuffende vage og uforpligtende”.

”Det mangler konkrete, verificerbare nationale tidsplaner, og deadlinen inden for post-2015 er alt for langt væk,” siger Seamus Jeffreson, der påpeger, at landene burde have sat 2020 som det næste mål.

Vigtigt for slunkne statskasser
I Danmark kalder Mellemfolkeligt Samvirke det ”et tomt løfte”.

”Man må jo spørge sig selv, om den 0,7-forpligtelse overhovedet giver mening mere i forhold til FN's nye verdensmål, når det tidsperspektiv, man nu sætter på - inden 2030 – ender, samtidig med at de skal være opfyldt,” siger Kirsten Hjørnholm Sørensen, der er politisk rådgiver.

Hun understreger, at selv om finansiering i udviklingslandene i dag er et spørgsmål, der rækker langt ud over bistand fra donorlande, er 0,7-målet stadig en grundsten i hele arbejdet, som er vigtig at bibeholde.

”Den er særlig vigtig for de fattigste lande, fordi bistanden er så målrettet, og fordi de har så få andre muligheder for at genere noget til deres statskasse. Så derfor er den en lille, men vigtig brik,” siger Kirsten Hjørnholm Sørensen.

Hvad kan EU så tilbyde?
Hun mener, at EU-landene nu vil have et problem, når de ankommer til forhandlingerne om både de nye bæredygtighedsmål og en global klimaaftale senere på året.

”Når EU vælger at have så lidet en troværdig tilgang til de ting, de tidligere har lovet hinanden, så fremmer det ikke just forhandlingsklimaet til de møder. Vi ved, at bare det at genbekræfte bistandsløftet har været en kamp,” understreger hun.

Den første prøve kommer til at stå ved den store konference om finansiering af udviklingsbistand i Etiopiens hovedstad Addis Abeba, der afholdes til juli.

”Det interessante bliver, om udviklingslandene i G77 og Kina føler, at EU kommer med noget til forhandlingsspillet op til Addis, som viser, at de gerne vil være med til at lave en ambitiøs ramme omkring udviklingsbistanden,” siger hun.

”Rent forhandlingsmæssigt bliver EU nødt til nu at lægge noget andet på bordet,” mener hun.

De 13 lande, som trådte ind i EU efter 2002, har fået et mål på 0,33 procent af BNI, hvilket de dog alle er langt fra at have opnået.

 

Urealistiske mål
Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, er dog noget mindre pessimistisk. Han påpeger, at det er ærgerligt, at EU-landene ”trækker lidt i land” i forhold til målene. Han fastholder dog, at det er positivt, at landene overhovedet er blevet enige om at bevare det, om end i en løsere form.

”Udviklingen i EU-landene har ikke været særlig progressiv de senere år. Så at man overhovedet har bibeholdt de for mig at se lidt urealistiske mål, vidner om, at der stadig er stærke kræfter, der holder fast i det her i EU, og at der er vilje til at tage ansvaret for det,” siger Lars Engberg-Pedersen.

”Det vigtige er for mig, om vi når frem til nogle globale aftaler om problemerne, og det har vi ikke haft de bedste erfaringer med de senere år. I den forstand er det ikke det værste, der kunne ske, at man holder målet, men samtidig siger, at man må se tiden an. Det er også en måde at lægge pres på forhandlingerne på,” siger han.

Skuffet, men lettet minister
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) er oven på de svære forhandlinger tirsdag aften ikke selv tilfreds med resultatet, men er dog lettet over, at det overhovedet lykkedes at beholde målet.

”Der var jo stater, som slet ikke ville have nogen begrænsning på. Det kan vi være tilfredse med i denne sammenhæng, selv om vi selvfølgelig gerne ville have haft en mere ambitiøs tidslinje,” siger udviklingsministeren.

Han glæder sig også over, at en andel af bistanden øremærkes til verdens fattigste lande. Det gælder 0,15 procent i 2020, der skal vokse til 0,20 procent ved den globale aftales udløb.

”Det var det, der var opnåeligt. Men jeg synes også, at det er et klart signal fra EU om, at man nu har fælles fodslag forud for forhandlingerne,” siger Mogens Jensen.

rikke@altinget.dk