Udspil på vej: Regeringen vil regulere sociale medier for at beskytte børn

MEDIER: I løbet af efteråret vil regeringen forberede et udspil til nye regler, der skal regulere sociale medier og beskytte børn og unge mod skadeligt indhold. Mærkningsordninger og redaktøransvar hos sociale medier og influencere er i spil.

Skal Fie Laursen pålægges et redaktørlignende ansvar på sociale medier i stil med de presseetiske regler? Skal der etableres et etisk regelsæt, som influencere og bloggere skal overholde? Og skal der laves særskilte, nationale regler for, hvornår techgiganter som Facebook og Youtube skal fjerne ulovligt indhold?

Det er nogle af de spørgsmål, som regeringen har bedt to arbejdsgrupper om at levere deres bud på i løbet af de næste par måneder.

Løsningsforslagene skal munde ud i et regeringsudspil, som derefter skal forhandles med Folketingets partier, oplyser børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et nyt folketingssvar.

Formålet med udspillet bliver at skærme børn og unge fra ulovligt indhold på sociale medier og at placere et ansvar hos de store, internationale spillere på området for det indhold, som børn og unge møder på deres platforme. Det fremgår af folketingssvaret og af kommissorierne for arbejdsgrupperne.

Features, der skaber afhængighed
"Spørgsmålet om børn og unges digitale liv, herunder hvordan vi sikrer, at vi i højere grad beskytter børn og unge, når de færdes på sociale medier, er et spørgsmål, som regeringen er meget optaget af," skriver Rosenkrantz-Theil i svaret til Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), som har spurgt, om ministeren vil overveje at forbyde udbydere som eksempelvis Snapchat at bruge "afhængighedsskabende features". Det kan eksempelvis være de såkaldte snap-streaks i Snapchat, en belønning til brugere af appen, der har sendt billeder til hinanden mange dage i streg.

Hvad mener Venstre og SF om idéen om mere regulering af sociale medier? Det kan du læse om i originalartiklen på Altinget Børn eller Altinget Digital, hvor du også får to eksperters bud på, hvad man kan gøre inden for den eksisterende lovgivning - og hvorfor det kan blive svært for regeringen at regulere sociale medier.

,

Forrige artikel Støtteparti Støtteparti "chokeret" over klimamelding fra Mette Frederiksen Næste artikel V og R vil droppe besparelser på Rådet for Sikker Trafik V og R vil droppe besparelser på Rådet for Sikker Trafik