TV2 fyrer programdirektør

TV2 fyrer programdirektør Palle Strøm og chef for special forces-enheden på TV 2, Keld Reinicke. Ny programdirektør bliver planchef hos DR, Anne Engdal Stig Christensen. Det skriver Politiken.

Palle Strøm har været programdirektør på TV2 siden 2006. Han begyndte sin karriere på DR som medarbejder på ungdomsprogrammet Transit. Siden blev han vært på Gotha - kult, kitsch og B-film på DR2. I 1997 skiftede han DR ud med TV2. Keld Reinicke, som er chef for special forces-enheden på TV2, har ligeledes arbejdet på programmet Transit hos DR. I 1996 blev han redaktør i DR's chefredaktion med ansvar for ungdomsstof, og han deltog i opstarten af DR2, før han i 1997 kom til TV2. Her blev han sammen med Palle Strøm redaktør for underholdning. Sammen startede de i 2000 tv-kanalen TV2 Zulu. Palle Strøm udtaler i en pressemeddelelse: "Som programdirektør har jeg været med til at forny fladen, senest med fiktionsserien 'Dicte' og ny-tænkning af events som 'Knæk Cancer'. Undervejs har jeg arbejdet sammen med en masse fantastiske mennesker fra direktion til reception. Det har været sjovt, men de seneste par sæsoner har vi ikke leveret varen på hovedkanalen. Derfor er det også helt fair, at TV2 vil prøve noget andet på posten. Alt det bedste for TV2 og fremtiden fra mig." Anne Engdal Stig Christensen tiltræder 1. juni som ny programdirektør på TV2, og hun bliver dermed en del af TV2's direktion. Anne Engdal Stig Christensen har tidligere været ansat på TV2 og været programdirektør hos SBS TV og planchef hos DR. TV2's administrerende direktør Merete Eldrup siger om ansættelsen af Anne Engdal Stig Christensen: "Anne Engdal Stig Christensen er et inkarneret tv-menneske med en lang og imponerende erfaring fra alle sider af tv-branchen. I hende kombineres det kommercielle med public service-tankegangen, og hun har derfor alle forudsætninger for at forstå den konkurrence, TV2 befinder sig i, og ikke mindst arbejde målrettet og strategisk med vores aktuelle udfordringer med seertallene. Samtidig har Anne en stor ledelsesmæssig erfaring, som vil medvirke til at gøre hende til en meget kompetent programdirektør," siger Merete Eldrup i en pressemeddelelse.
Forrige artikel Jess Myrthu ny kandidat for Venstre til Europa-Parlamentet Næste artikel DSB fyrer underdirektør