Troels Lund: En stor indsats for biodiversitet

NATUR: Miljøministeren erkender, at vi ikke når målet om at standse tilbagegangen i biodiversitet, men fastholder, at Danmark gør en stor indsats. Oppositionen mener derimod ikke, at vi gør nok.

Danmark lever op til sine internationale forpligtelser i forhold til biodiversitet. Det fastslog miljøminister Troels Lund Poulsen (V) på et samråd onsdag i Folketingets Miljøudvalg.

"Spørger man, om vi lever op til det, der skal til, både i forhold til vores nationale og vores internationale forpligtelser, så er svaret, at det gør vi bestemt," sagde ministeren på samrådet.

Den udlægning kunne socialdemokraten Flemming Møller Mortensen ikke genkende. Han mener ikke, at Danmark lever op til sine forpligtelser, når vi ikke når 2010-målet om at standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed.

Miljøministeren måtte derfor præcisere, at det er vores direktiv-forpligtelser, vi overholder.
"Der gør vi det rigtig godt, men det betyder ikke, at vi på de bredere forpligtelser ikke kan gøre det bedre. Jeg anerkender, at vores biodiversitet er presset," sagde ministeren, der understregede, at der heller ikke er andre lande, som har nået 2010-målet.

Minister: stor indsats 
Miljøministeren var kaldt i samråd for at forklare, hvad Danmark har gjort for at standse tilbagegangen i biodiversiteten. Han forklarede, at ikke mindst Grøn Vækst og vand- og naturplanerne vil gavne naturens mangfoldighed. Her er der afsat 4,5 milliarder til naturindsatsen, 2,4 milliarder til vandindsatsen og 2,4 milliarder til økologisk landbrug. Det vil blandt andet betyde nye randzoner, nye vådområder og pleje af lysåben natur. Desuden vil pesticid-afgiften blive omlagt. Derudover bruges penge fra jagttegnsmidlerne til forvaltningsplaner for truede arter.

"Samlet set synes jeg, at vi gør en stor indsats for arterne. Dels ved at beskytte enkelte arter, dels ved at skabe gode vilkår for rigtig mange arter," sagde ministeren.

S: slet ikke nok 
Flemming Møller Mortensen er derimod ikke imponeret af regeringens indsats. Han peger på, at der kun er lavet forvaltningsplaner for en håndfuld dyr - sæl, marsvin, skarv, rød glente, snæbel og laks - men at der står 1.600 arter på den danske rødliste over udrydningstruede dyr.

"Så få planer er helt, helt utilstrækkeligt i forhold til alvoren i den opgave, ministeren står over for. Vi skubber målene foran os," siger Flemming Møller Mortensen. Han mener, at der er behov for at lave endnu flere forvaltningsplaner end dem, der allerede er lavet eller planlagt.

"Forvaltningsplaner er det sidste træk for at hindre udryddelse. Det er en ambulancetjeneste," siger han.

Forvaltningsplaner er et redskab, man ifølge naturbeskyttelsesloven kan vælge at lave for truede dyr, men Danmark har ingen forpligtelser til at lave et bestemt antal planer eller planer for en bestemt andel af de truede dyr. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening har Sverige iværksat 200 handlingsplaner for 400 dyre- og plantearter.

Hvad med resten af naturen? 
På samrådet ville Flemming Møller Mortensen også vide, hvilken indsats regeringen gør for biodiversiteten uden for Natura 2000-områderne, der kun optager otte procent af landarealet.

Troels Lund Poulsen pegede her især på, at omlægningen af pesticid-afgiften og oprettelsen af randzoner vil have stor effekt for biodiversiteten.

SF's Steen Gade problematiserede, at man giver tilskud til at plante energipil i randzonerne, selv om energipilen ikke gavner biodiversiteten. Men miljøministeren afviste, at staten giver støtte til at forringe biodiversiteten.

"Vi forventer ikke, at randzonerne i stor stil bliver udlagt med energiafgrøder, så når man gør hele regnebrættet op, så bliver randzoner en meget klar forbedring for biodiversiteten," sagde Troels Lund Poulsen.

Debatten om biodiversitet fortsætter i næste uge, hvor miljøministeren er kaldt i samråd om Danmarks nationale indberetning om status på biodiversiteten.

Forrige artikel S blokerer for Løkkes test-tanker S blokerer for Løkkes test-tanker Næste artikel Altinget.dk med ny, gratis EU-portal