Trods kold skulder fra statsministeren står partier fast på naturkrav: "Eksperterne siger, at det her giver mening"

Regeringstoppen vil ikke sige ja til politisk ønske om ti procent strengt beskyttet natur, som blandt andet bliver betegnet som "en postgang for smart". Men tallet er ikke grebet ud af den blå luft, lyder modsvaret.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af regeringstoppen vil ikke bakke op om oppositionens krav om ti procent beskyttet natur, som man i regeringen mener, er lidt for let at kræve uden at have en konkret plan klar.

Men den kritik preller umiddelbart af, hos de partier der står bag forslaget.

Blandt andet hos SF-formand Pia Olsen Dyhr, der opfordrer statsministeren til at lytte til det  Biodiversitetsråd, som hun selv har været med til at nedsætte.

"Eksperterne siger, at det her giver mening. Men jeg er da enig i, at det ikke er en let øvelse. Det kommer til at tage tid. Men vi ved, det virker at sætte de her procenter," sagde Pia Olsen Dyhr.

Ordene faldt under den store partilederdebat på årets Naturmøde i Hirtshals. Her deltog miljøminister Magnus Heunicke (S) og stort set alle af ledere fra Folketingets partier.

Kun DF-formand Morten Messerschmidt måtte melde afbud i sidste øjeblik, mens Danmarksdemokraterne fra begyndelsen havde takket nej til at deltage.

Et centralt omdrejningspunkt under debatten var det udspil til mere beskyttet natur, som Liberal Alliance, Konservative, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet lancerede torsdag. Partierne stiller her som fælles krav, at ti procent af det danske land skal være strengt beskyttet natur.

{{toplink}}

En postgang for smart

Et udspil som statsminister Mette Frederiksen (S) lagde afstand til allerede torsdag eftermiddag.

"Det er meget, meget let at sige et tal. Det svære er at realisere det," sagde hun efter at have åbnet den store scene ved Naturmødet.

Her kritiserede hun, at de seks partier ikke havde lagt en konkret plan frem.

Og under partilederdebatten lød nogle af de samme toner, fra resten af regeringstoppen.

"Jeg står ikke og siger nej til det. Men vi har brug for, at det bliver lidt mere konkret. Det bliver lige en postgang for smart og for hurtigt for mig at sige, at den her tager vi bare. Men vi skal have mere strengt beskyttet natur," sagde Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen.

"Jeg får deja-vu"

Og Venstres formand Troels Lund Poulsen lod forstå, at han ser frem til, at partierne kommer til at prioritere området, når der skal udmøntes penge fra grøn fond næste gang.

"Sandheden er, at der er rigtigt mange, der gerne vil stille nogle flotte målsætninger op. Men det kommer med en pris," sagde han.

Enhedslistens Pelle Dragsted gav lige som Pia Olsen Dyhr ikke meget for regeringens kritik. Han mener at debatten til forveksling ligner diskussionen om klimamålet på 70 procent i 2030.

"Jeg får deja-vu til valgkampen i 2019, hvor vi sammen med flere andre partier gik til valg på 70 procent CO2-reduktion i 2030. Og dengang fik vi også at vide, at det var helt umuligt," sagde Pelle Dragsted.

{{toplink}}

Forrige artikel Regeringstop om ekstra milliarder i råderum: Nu skal vi snakke velfærd, skattelettelser og grøn omstilling Regeringstop om ekstra milliarder i råderum: Nu skal vi snakke velfærd, skattelettelser og grøn omstilling Næste artikel Før lå den jyske landsby i Før lå den jyske landsby i "forfald". Nu holder indvandrere liv i lokalsamfundet: "Det er guld værd"