Trads: Blå blok udnytter danskernes dybe EU-skepsis

KLUMME: Får Danmark en blå regering efter valget, vil det i den grad være et udenrigspolitisk skifte, skriver David Trads.

Det grundlæggende spørgsmål om EU, som Løkke, Thulesen Dahl, Samuelsen og Pape i virkeligheden beder danskerne svare på, er meget enkelt:

Er det rimeligt, at en rumæner, der kommer til Danmark for at plukke jordbær, med det samme skal have ret til en dansk børnecheck til sine, lad os sige, fire børn på et, fire, seks og otte år hjemme i Bukarest?

I alt 4.750 danske skattekroner sendt direkte til en rumænsk bankkonto hver måned.

Danskerne siger nej
De fire partier i blå blok kender godt svaret – for adskillige meningsmålinger op til valget til Europa-Parlamentet for godt et år siden viste, at danskerne klart siger nej:

Syv ud ti vælgere gik ind for et optjeningssystem, så EU-borgere fra andre lande, der kommer til Danmark for at arbejde, ikke omgående får ret til danske sociale ydelser.

Dengang afviste SR-regeringen og EU-Kommissionen, at det var muligt – fordi retten til fri bevægelighed inden for EU’s grænser hænger sammen med, at man ikke må diskriminere mod borgere, der udnytter denne ret. Det er, siger regering, kommission og eksperter, en af hjørnestenene i EU.

V: Lande skal selv bestemme
Det handler ikke kun om retten til børnecheck, men også andre velfærdsydelser som dagpenge og kontanthjælp. Det udspil, som blå blok nu er kommet med om EU, handler reelt om at bremse udviklingen mod en social union, hvor en borger, der flytter til et nyt EU-land, automatisk har ret til alle dette lands velfærdsydelser.

Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, formulerer det sådan her:

”De 28 medlemslande har indrettet sig på 28 forskellige måder, når det kommer til de sociale systemer. Vi mener, det er bedst, at man fastlægger de forskellige sociale niveauer i de enkelte medlemslande.”

En bombe under hidtidig europapolitik
Udsagnet er i virkeligheden en bombe under den europapolitik, som skiftende danske regeringer med meget brede flertal har ført i årtier – nemlig en åben accept af EU’s princip om at arbejde for en stadig stærkere union. Hidtil har det heddet ’hellere mere EU end mindre EU’ – oven i købet en politik, hvis stærkeste symbol var Venstre under Uffe Ellemann-Jensen.

Den linje har Venstre nu forladt – for selv om partiet fastholder, at det ønsker at bevare ’Danmark så tæt på kernen af det europæiske samarbejde som muligt', ja, så er det åbenlyst, at det ikke længere er korrekt. Kernen i EU – anført af den tyske kansler, Angela Merkel, og bakket op af stort set alle medlemslandene – er nemlig fortsat at udvide unionen.

Blå bloks samlede EU-udspil er formentlig i harmoni med danskernes normale skepsis mod EU:

Husk at danskerne stemte nej til Maastricht-aftalen i 1992, som netop var et skridt i retning af, at EU skulle bestemme (endnu) mere over de enkelte medlemslande – og ja-partierne måtte opfinde fire forbehold for at hindre, at Danmark blev udmeldt. Da ja-partierne i 2000 forsøgte at få euro-forbeholdet ophævet ved en folkeafstemning, fik de et stort nej. Danskerne er alt andet end begejstrede EU-tilhængere - der er ikke meget blå sokker med gule stjerner over ret mange af os.

Minder om briterne
Danskerne minder i virkeligheden meget om briterne, når det handler om EU – og blå bloks partiledere er langt mere enige med de engelske end med de tyske konservative regeringer. David Cameron, der for nylig gik til valg på et løfte om at få genforhandlet EU-medlemskabet, formentlig med et krav om at bremse for retten til at sende sociale ydelser til andre lande, er blå bloks forbillede. Ikke Angela Merkel.

Hvis blok vinder, vil det derfor føre til, at Danmark officielt vil støtte England i dets bestræbelser på at mindske tempoet i EU’s udvikling – og endda rulle det tilbage på det sociale område. Det vil i givet fald i den grad være et udenrigspolitisk skifte.

David Trads skriver hver dag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: 20 procent stemmer – på en måde – på Radikale Trads: 20 procent stemmer – på en måde – på Radikale Næste artikel Trads: Blå bloks fire-parti regering Trads: Blå bloks fire-parti regering