Tove Fergo er død

DØDSFALD: Tidligere kirkeminister for Venstre Tove Fergo er død, 69 år gammel. (Opdateret med udtalelse fra statsministeren). 

Tidligere kirkeminister og sognepræst Tove Fergo er afgået ved døden. Det oplyser familien til Ritzau.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger om dødsfaldet:

"Jeg har med sorg modtaget nyheden om Tove Fergos død. Tove arbejdede igennem alle årene dedikeret for det, hun troede på, som sognepræst, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, folketingsmedlem og kirkeminister," siger statsministeren i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Mine tanker går til hendes familie, der har mistet et vidende og varmt menneske."

Tove Fergo sad i Folketinget for Venstre 1994-2005. De sidste fire år var hun kirkeminister. I 2005 gik hun af, da hun ikke opnåede genvalg til Folketinget.

I 1973 blev hun sognepræst ved Simon Peters Kirke på Amager.

I 2012 var hun igen i medierne i forbindelse med nye regler for ægteskab for homoseksuelle, som Tove Fergo ikke var enig i.

Tove Fergo blev 69 år gammel.

Forrige artikel Her er efterårets politiske bøger Her er efterårets politiske bøger Næste artikel Bo Smith til lobbyister: Kom med konkrete løsninger Bo Smith til lobbyister: Kom med konkrete løsninger