Topforsker hædres med ridderkors for forskning om corona-adfærd

Michael Bang Petersen er blevet tildelt Dannebrogordenens ridderkors for sit arbejde under corona-pandemien. Han ledede Hope-projektet, som undersøgte borgernes adfærd under coronakrisen.

Professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Michael Bang Petersen er blevet ridder af Dannebrogordenen for et "omfattende bidrag på en meget central post" under pandemien.

Det skriver Michael Bang Petersen selv på Twitter.

"Jeg er stolt og taknemmelig for at have tjent samfundet og videnskaben i denne kritiske periode. Det ville ikke have været muligt uden hjælp fra så mange," skriver han og takker en række af sine forskerkollegaer.

Hope-projektet undersøgte borgernes adfærd under coronakrisen. I marts stoppede projektet efter to år.

Michael Bang Petersen forsker blandt andet i politisk psykologi og evolutionær psykologi. Han blev uddannet i statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor han færdiggjorde sin ph.d. i 2007.

Forrige artikel Mindeord om dr.phil. Mette Winge - DRs første kvindelige chef Næste artikel Dødsfald: Fhv. kontorchef i Undervisningsministeriet og rektor Aase Herskind (84)