Topchef bliver ny formand i Fondenes Videnscenter

Henrik Lehmann Andersen, næstformand i Fondenes Videnscenter, bliver nu bestyrelsesformand. Rie Odsbjerg Werner overtager hans rolle som næstformand.

Fondenes Videnscenter ryster posen og laver udskiftninger i bestyrelsen.

Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania, takker af efter at have været med fra videncenterets stiftelse som først næstformand og senere som bestyrelsesformand.

Dermed giver han depechen videre til den nuværende næstformand, Henrik Lehmann Andersen, som til daglig er administrerende direktør i Nordea-fonden, og Rie Odsbjerg Werner overtager rollen som næstformand.

Det skriver Fondenes Videnscenter i en pressemeddelelse.

Valget blev truffet på fondens årlige generalforsamling.

Henrik Lehmann Andersen mener, at han overtager en forening i ”god gænge” fra den tidligere formand og ser frem til at bidrage til, at den gode udvikling fortsætter.

”Det handler fortsat om at styrke medlemmernes relationer til hinanden for derigennem at øge viden og lyst til at dele viden med hinanden. Det handler også om at øge kendskabet til danske fonde og filantropiske foreninger, deres aktiviteter og betydning for samfundet,” udtaler han.

Foreningens nyvalgte næstformand glæder sig til at arbejde med en” vedvarende og stærk dialog” mellem fondsverdenen og samfundet.

”Det giver os mulighed for at identificere, hvor vi som fonde og filantropiske foreninger kan gøre en forskel med de betydelige midler og den særlige konstruktion og rolle, vi har,” udtaler Rie Odsbjerg Werner.

Halvdelen af bestyrelsens medlemmer er på valg hvert halve år ifølge foreningens vedtægter. I år betyder det, at fem bestyrelsesmedlemmer er på valg.

Der er tale om: Jesper Nygård og Marianne Kofoed, der ikke kunne genvælges, samt Bo Rygaard, Frank Rechendorff Møller og Mads Lebech, der genopstillede til bestyrelsen. Bo Rygaard, Frank Rechendorff Møller og Mads Lebech blev genvalgt som bestyrelsesmedlemmer for to år frem til ordinær generalforsamling 2025.

Derudover blev Claus Omann Jensen og Rie Odsbjerg Werner begge valgt til bestyrelsen for første gang og sidder der også frem til ordinær generalforsamling 2025.

Bestyrelsen består nu af følgende medlemmer:

  • Henrik Lehmann Andersen, Nordea-fonden (formand)
  • Rie Odsbjerg Werner, Tryghedsgruppen og TrygFonden (næstformand)
  • Bo Rygaard, Dreyers Fond, KV Fonden og KFI Erhvervsdrivende Fond (genvalg)
    Christine Buhl Andersen, Ny Carlsbergfondet (indsuppleret)
  • Christine Wiberg-Lyng, Aage og Johanne Louis-Hansens fond
  • Frank Rechendorff Møller, Augustinus Fonden (genvalg)
  • Henriette Christiansen, Egmont Fonden
  • Mads Lebech, A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond (genvalg)

Og de tre suppleanter er:

  • Ane Hendriksen, VELUX FONDEN (genvalg)
  • Søren Staugaard Nielsen, Rambøll Fonden (nyvalg)
  • Esther Nørregård-Nielsen, Oak Foundation Denmark

 

 

Forrige artikel Egmont Fonden udpeger tidligere folketingsmedlem til at lede nyt signaturprojekt Næste artikel Alrow Media får nyt bestyrelsesmedlem Alrow Media får nyt bestyrelsesmedlem