Tidligere topchef i Falck stopper i Ambus bestyrelse

Allan Søgaard Larsen, tidligere koncernchef i Falck, stopper i Ambus bestyrelse med øjeblikkelig virkning. 

Allan Søgaard Larsen, der er tidligere koncernchef i Falck, stopper i Ambus bestyrelse af personlige årsager.

Det skriver medicokoncernen Ambu, der blandt andet producerer og sælger medicinsk udstyr, i en pressemeddelelse mandag.

Det sker samme dag, som det kommer frem, at Konkurrencerådet vil anmelde Falck til bagmandspolitiet for brud på konkurrenceloven. 

Allan Søgaard Larsen var koncernchef for Falck i perioden 2004 til og med 2016. I den periode arbejdede Falck for at gøre det svært for konkurrenten Bios at skaffe medarbejdere nok til at leve op til den kontrakt om ambulancekørsel i Region Syddanmark, som selskabet havde vundet fra Falck. Konkurrencerådet har meddelt, at kampagnen var ulovlig.

Bestyrelsen for Ambu takker Allan Søgaard-Larsen for hans bidrag til virksomheden, hvor han har været bestyrelsesmedlem siden 2011:

"Den samlede bestyrelse ønsker i den forbindelse at udtrykke en stor tak til Allan for hans betydelige bidrag til Ambus succesfulde udvikling."

Allan Søgaard-Larsens fratrædelse træder øjeblikkeligt i kraft. 

Forrige artikel Forhenværende DR-direktør ny direktør for People's Press Næste artikel Dødsfald: Fhv. direktør i Socialstyrelsen Palle Lund (67)