Tidligere S-politiker er idømt fængselsstraf for bedrageri

Tina Juul Kjellberg trak sig fra regionsrådet i Nordjylland i marts. Nu er hun blevet idømt tre måneders fængsel for bedrageri og dokumentfalsk.

Det tidligere medlem af regionsrådet i Nordjylland Tina Juul Kjellberg (S) er blevet idømt et års fængsel, hvoraf der er tale om tre måneders ubetinget fængsel.

Det skriver DR.

Ud over fængselsstraffen skal Tina Juul Kjellberg betale 644.460 kroner i erstatning til regionen samt udføre 150 timers samfundstjeneste.

Tina Juul Kjellberg dømmes for i fire år at have modtaget uberettiget tabt arbejdsfortjeneste fra regionen.

Den tidligere regionsrådspolitiker afleverede en arbejdserklæring om, at hun var ansat i et firma, der leverede mad ud af huset. Dog var S-politikeren ikke ansat i denne stilling. Hun modtog uberettiget 700.000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste fra regionen.

Regionen har krævet færre penge retur end det beløb, Tina Juul Kjellberg modtog fra 2015 til 2018. Det skyldes, at S-politikeren var berettiget et årligt fuldt vederlag på cirka 20.000 kroner, hvis hun ikke havde benyttet ordningen om tabt arbejdsfortjeneste.

Den tidligere regionsrådspolitiker tilstod selv bedrageriet.

Forrige artikel Lokalbestyrelse halveret efter Løkkes afgang fra Venstre Næste artikel Laura Lindahl er ny direktør i virksomhedsforening