Tidligere pensionsdirektør stifter kommunikationsbureau

Morten Jeppesen, der tidligere på måneden måtte fratræde sin stilling som kommunikationsdirektør i PFA, stifter nu sit eget kommunikationsbureau PressConnect.

I forbindelse med præsentationen af den nye virksomhed lyder det i en pressemeddelse:

”Uanset om det er i med- eller modvind, kan det være svært at navigere i medierne. Respekt for mediernes rolle i samfundet, forståelse for journalisternes arbejdsvilkår, dyb indsigt i det journalistiske håndværk og stor viden om medielandskabet er afgørende for at kunne sætte den rigtige dagsorden. Og det er netop, hvad jeg kan tilbyde med min mangeårige erfaring.”

Det udtaler Morten Jeppesen ifølge Finanswatch.

Målet er at bygge bro mellem erhvervsliv og presse ud fra en idé om, at der er grundlag for, at erhvervslivet deltager langt mere aktivt i den offentlige debat, end det er tilfældet i dag, men at de ofte holder sig tilbage, fordi de har en forestilling om, at det er for risikabelt.

Det ønsker Morten Jeppesen at ændre, og i den forbindelse fremhæver han selv sine kvalifikationer fra blandt andet tiden som finansredaktør på Børsen, redaktør på Dagbladet Roskilde - og selvfølgelig sin tid i PFA Pension.

Forrige artikel Iben de Neergaard fra Cevea til DIS Næste artikel Dronningen har afholdt audiens