Tidligere overvismand: Fastfrosset pensionsalder kan sende statskassens bundlinje tilbage i minus
Den offentlige sektor i Danmark har en størrelse, der implicerer, at uden en meget høj beskæftigelsesgrad, hænger finansieringen ikke sammen, skriver Michael Svarer.
Udsigterne for de offentlige finanser inden henholdsvis Velfærdsaftalen fra 2006 og Tilbagetrækningsaftalen fra 2011 var dystre. Der var udsigt til en endeløs række af blodrøde tal på statskassens bundlinje.
Dette ændrede sig radikalt med de levetidsindekseringer af pensionsalderen, der blev vedtaget med pensionsaftalerne, hvor Folketinget hvert femte år skal tage stilling til, om de planlagte stigninger i efterløns- og folkepensionsalder skal realiseres.
Indtil videre har indekseringerne fulgt planen, og både efterlønsalder og pensionsalder er steget og det samme er beskæftigelsen for de berørte aldersgrupper. Det har bidraget kraftigt til både arbejdsudbud, økonomisk velstand og saldoen på de offentlige finanser.
Nu har Pensionskommissionen fået til opgave at belyse konsekvenserne af at ændre styrken af levetidsindekseringen.
Borgere følger den officielle pensionsalder
Nedsættelsen af Pensionskommissionen fulgte efter en politiske debat, om hvorvidt man skulle fortsætte indekseringen eller fastfryse pensionsalderen ved 68, 69 eller 70 år, hvor det foretrukne alderstrin varierede på tværs af de partier, der tog afstand fra fortsat indeksering.
Det er ikke kun i Danmark, at de officielle pensionsaldre er stigende, og der er efterhånden en ret omfattende litteratur omkring effekterne af stigende officielle pensionsalder.
En gennemgående observation på tværs af lande er, at der er en meget tydelig tilbagetrækningstendens ved netop de officielle pensionsaldre. Det vil sige, er pensionsalderen 63 år i et givet land, ses en meget tydelig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet netop som 63-årig.
Det gælder også, selvom der eksempelvis indføres økonomiske incitamenter til at fortsætte med at arbejde længere end den officielle pensionsalder. Således tyder noget på, at selve den officielle pensionsalder har en meget tydelig påvirkning af den realiserede tilbagetrækningsalder, og dermed opnår status som referencepensionsalder for kommende pensionister.
På den måde bliver det i mange lande en social norm at trække sig tilbage ved en given alder. Det er naturligvis også typisk ved denne alder, at man får adgang til en offentlig pension, så for personer, der ikke har mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden den officielle pensionsalder for egne midler, er det nødvendigt at fortsætte på arbejdsmarkedet.
Men selv for personer, der ikke i samme grad er likviditetsbegrænset, er der en klar tendens til, at den officielle pensionsalder har betydning i sig selv.
Gode argumenter for fortsat stigning
De hidtidige erfaringer med henholdsvis stigende efterlønsalder og stigende folkepensionsalder i Danmark viser da også en meget klar sammenhæng mellem officiel pensionsalder og erhvervsdeltagelse.
Konsekvensen af at fastfryse de officielle pensionsaldre ved eksempelvis 70 år vil således formentlig være, at de reelle pensionsaldre koncentrerer sig ved 70-års alderen, og konsekvensen for de danske offentlige finanser vil være, at der igen er udsigt til en lang årrække med røde tal på statskassens bundlinje.
Det skyldes grundlæggende, at den offentlige sektor i Danmark har en størrelse, der implicerer, at uden en meget høj beskæftigelsesgrad, hænger finansieringen ikke sammen.
Set med statsfinansielle øjne er der dermed rigtig gode argumenter for at fortsætte levetidsindekseringen – muligvis med en ændret styrke, men hvor stigende levealder omsættes til stigende pensionsalder.
Vi har brug for nye idéer
En forudsætning, for at fortsat levetidsindeksering vil understøtte sunde offentlige finanser, er naturligvis, at beskæftigelsen følger med op.
Sker dette ikke, enten fordi helbredet eller lysten ikke rækker, når alderen stiger, eller fordi rigtig mange ældre gør brug af muligheden for at trække sig tilbage før de officielle pensionsaldre og leve fint af egen opsparing, er der brug for nye ideer til at fastholde sunde offentlige finanser.
Der er således et oplagt afkast af at understøtte, at beskæftigelsen styrkes for personer tæt på pensionsalderen.
Det forudsætter et stærk fokus på, at arbejdsmarkeds-, uddannelses-, sundheds-, pensions- og skattepolitikken understøtter, at ældre på arbejdsmarkedet har de rette sundheds- og uddannelsesmæssige forudsætninger for at fastholde en høj beskæftigelse, og at de økonomiske incitamenter til at fortsætte på arbejdsmarkedet er transparente.
{{toplink}}
Nikolaj Villumsen: EU er frontlinjen i dagens arbejdskamp
Københavns integrationsborgmester: Vi bør se på fordelingen af ukrainske flygtninge igen
